Når næste sæson af Årgang 0 ruller over skærmen, vil det være uden Emma Josefsen og resten af familien fra Tarm i Vestjylland.
Det skriver tv2.dk.
Det er Emma selv, der har besluttet, at hun ikke længere vil være en del af programmet. Det skyldes ifølge hendes forældre, at hun nu vil være en helt almindelig teenager.
- Vi sagde jo for mange år siden til Emma, at så længe hun syntes, det var sjovt, så var vi selvfølgelig med. Men Emma havde et ønske om ikke at være i fjernsynet mere, siger moren Lene Josefsen til tv2.dk.
Hun er ligesom sin mand stolt af datterens modne beslutning.
- Jeg synes, Emma er megasej. At hun som 16-årig ligesom tør at stå ved hendes egne meninger og sige fra, siger Lene Josefsen til tv2.dk.
Familien Josefsen holdt allerede i foråret 2015 en pause fra programmet, da Emma på det tidspunkt havde pådraget sig en knæskade, og hendes lillebror Simon var blevet diagnosticeret med Aspergers syndrom.