Det er en noget anderledes kommunikation, end man normalt ser fra de kongelige, som man nu kan læse på prinsesse Märtha Louises instagram profil.
Prinsessen tager bladet fra munden og langer nu i benhårde vendinger ud efter det norske ugeblad SE og HØR. Prinsessen mener, at bladet bringer løgne om hendes forlovede, Durek Verret, som hun skal giftes med til august.
Ugebladet har blandt andet haft et interview med Durek Verrets mor, Veruschka Urquhart, men det er ifølge Märtha Louise spækket med lodrette løgne.
- Se og Hør fortsætter med at sprede løgne om min forlovede. Se og Hør gentager bare løgnene, indtil alle tror på dem. Denne gang gentager de løgnen om, at Durek ikke var fra en velhavende familie som barn (fordi hans mor siger det, hun fik penge fra at sprede de løgne hun kunne), når sandheden er, at han voksede op i et godt kvarter, hans mor forlod ham i en tidlig alder, og det var i virkeligheden hans mor, der ikke havde penge, ikke ham. Hun var ikke engang i nærheden. Dureks fars konkurs kom efter, at Durek flyttede ud, så han blev ikke påvirket af sin fars konkurs, raser Märtha Louise på instagram.
Hun har blandt andet skaffet billeder af sin forlovedes barndomshjem for at underbygge sin påstand. Prinsessen slår dog fast, at det ikke er vigtig for hende, om hendes forlovede er vokset op i rigdom eller fattigdom.
- Det er ikke vigtigt for mig, om han var fra en familie med penge eller ej som barn, men faktum er, at det var han, og jeg er træt af Se og Hørs løgne om os. Og om Durek, skriver den 51-årige prinsesse, som nu frygter, at der kommer flere af den slags historier op til deres bryllup.
- Du skal ikke tro på, hvad Se og Hør siger om Durek eller mig op til brylluppet. Af erfaring ved jeg, at det bliver værre, når vi rykker tættere på brylluppet. Det er så trist, at det skal være sådan, da et bryllup burde være en glædelig lejlighed for alle involverede. Også for os…, afslutter Märtha Louise sit lange opslag på instagram.