Først ventede alle med længsel på den tiende og sidste omgang "Badehotellet", men nu, hvor vi nærmer os sidste afsnit, er det også lidt trist.
Men bare rolig, der kommer mere "Badehotellet" - eller i hvet fald tv med en del af hotellets personale.
I "Badehotellet" har Edith, Ane, Otilia, Martha og Philip lavet masser af lækker mad til gæsterne.
Nu fortæller
tv2.dk, at TV 2 Fri er klar med et helt nyt program, hvor ”Badehotellet”s ansatte genforenes.
Og denne gang skal vi se, hvordan deres egne evner er i køkkenet.
I ”Badehotellets kokkeskole” skal Ena Spottag og Mia Helene Højgaard først prøve kræfter med at lave kaninragout og vandbakkelser.
Merete Mærkedahl og Ulla Vejby er også med i programmet, og i afsnit to får de selskab af Sigurd Holmen Le Dous, som er kendt for at spille Philip Dupont.
Også Kamille Wenneberg, Hannah Gass Sibbesen, Bodil Jørgensen og Amalie Dollerup besøger "Badehotellets kokkeskole".
Tv-kok Claus Holm står for undervisningen, og ved sin side har han madhistoriker Bettina Buhl, der fortæller om datidens liv og kogekunst.
”Badehotellets kokkeskole” kan ses på TV 2 Fri fra mandag den 29. april klokken 20.40.