Knap syv uger efter Jørn Neergaard Larsen blev fyret som beskæftigelsesminister i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering har han nu fået en ny tjans.
Regeringen har udpeget den tidligere minister til ny bestyrelsesformand i Metroselskabet I/S.
Ifølge det seneste regnskab fra Metroselskabet kan selskabets bestyrelsesformand stikke 425.000 kroner om året i lommen.
Jørn Neergaard overtager posten efter tidligere partiformand i Venstre og næstformand i EU-Kommissionen Henning Christophersen, der døde nytårsaften.
- Selskabet varetager en række store og vanskelige anlægsprojekter. Det kræver en formand, som har de fornødne ledelsesmæssige kompetencer. Det har Jørn Neergaard Larsen, siger Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en udtalelse.
Den cand.jur.-uddannede Jørn Neergaard har tidligere været direktør i Danmarks Jurist- & Økonomforbund (DJØF) og administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Da Jørn Neergaard stoppede som minister stod han til at få 3,5 millioner kroner for 18 måneders arbejde. Læs mere her.