Det er nu godt et år siden Erik Brandt døde.
Nu står modekongens og levemandens datter Emilie Brandt frem og fortæller om faderens sidste tid, som bestemt ikke var nogen dans på roser.
Det gør hun i et interview med B.T., hvor hun fortæller at de sidste 15 år - og særligt de sidste fire - “fandeme ikke var gode”.
- Jo tættere vi kom på, at han ikke kunne noget, talte han mere og mere om, at han gerne ville dø. ”Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere”, sagde han til mig. Han var ked af det og bad mig om at skaffe nogle piller, siger Emilie Brandt til B.T.
Erik Brandt sad i sine sidste år i kørestol og fik konstateret demens. Datteren havde lavet en aftale om at hjælpe faderen med at dø, men det kom aldrig så vidt - selv om hun købte en dosis dødbringende piller til ham.
Skæbnen ville, at Erik Brandt tabte dem på gulvet, hvorefter hjemmehjælperen smed dem ud.
Margit Brandt døde i 2011, og efter det begyndte nedturen for Erik Brandt, der var ærlig om sit alkoholmisbrug i sine senere år. Det kom blandt andet frem, da han medvirkede dokumentaren "Sidste omgang i Whiskybæltet", der blev sendt på DR.
Erik og Margit Brandt skabte deres eget modemærke, Margit Brandt Design, som i 60'erne og 70'erne satte dansk mode på verdenskortet. De åbnede en forretning i København og udvidede siden med filialer både andre steder i Danmark og i udlandet.