Der lød højlydte klapsalver, da publikum på Pantomimeteatret i dag var vidne til afsløringen af dronning Margrethes nye påfuglefortæppe.
Det fortæller Tivoli i en pressemeddelelse.
Afsløringen skete i forbindelse med fejringen af Pantomimeteatrets 150-års fødselsdag, som desuden bliver markeret ved, at der i løbet af sommeren opføres en ny H.C. Andersen-ballet på teatret, nemlig eventyret om Klods-Hans, som har urpremiere den 22. juni.
- Siden jeg som barn første gang var i Tivoli og oplevede Pantomimen, har jeg været betaget af Påfugletæppet. Selve idéen bag et sådant tæppe er både forunderlig og eventyrlig, og det har derfor været en spændende opgave at give et opdateret bud på Påfugletæppet, nu hvor det gamle ikke kunne mere. Jeg er gået til opgaven med en stor respekt for den oprindelige og originale ide, og om det er lykkedes, må andre bedømme. Det har i hvert fald været en inspirerende og sjov opgave, fortæller dronning Margrethe i samme meddelelse.
Idéen til påfugletæppet stammer angiveligt fra Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen, der havde været i Paris for at hente inspiration til Tivoli.
Her havde han set et parisisk varieté-teater, hvor fortæppet, som en vifte, drejede rundt og forsvandt ned i gulvet.
I den første tid var påfuglen bygget helt i træ og så tung, at der måtte 13 mand til at køre den ned og op.
Senere byggede man den om og brugte lærred til halen.
Men der skal fortsat fem mand til at køre påfuglen ned og op, hver gang tæppet skal gå.
I forbindelse med afsløringen af påfugletæppet kunne publikum også se en klassisk pantomimescene med Pjerrot, Harlekin og Columbine, mens Tivoli-Garden bidrog til festlighederne ved at spille Congratulations.
Pjerrot fik i øvrigt de fremmødte gæster, som også inkluderede en stribe forhenværende Harlekiner og Columbiner, til at råbe tre højlydte hurra’er for Pantomimeteatret i forbindelse med det runde jubilæum.