Grevinde og kammerherreinde Susanne Brockenhuus-Schack er død i en alder af 86 år.
Det bekræfter sønnen Kim Brockenhuus-Schack overfor Folketidende.
Susanne Brockenhuus-Schack boede i gartnerboligen på Vennerslund Gods ved Nørre Alslev på Nordfalster. Her var hun født og vokset op. Godset drives i dag af Kim Brockenhuus-Schack.
Ifølge Folketidende havde Susanne Brockenhuus-Schack en tæt relation til Kongehuset og var en flittig gæst til begivenheder ved Hoffet.
Hendes relation var særligt tæt til dronning Margrethe og dronningens søstre, som også besøgte hende på Vennerslund Gods.
Hun blev i 1963 gift med Jens Brockenhuus-Schack. De boede indtil slutningen af 1970’erne på Gram Gods, hvor de flyttede til Falster og Vennerslund Gods.
Jens Brockenhuus-Schack døde i 2021. De havde fire børn og ti børnebørn.