En af landets ældste kroer nåede kun at være til salg i få måneder, før en køber slog til.
Der er tale om Lyngkroen i Odsherred, som har en historie, der strækker sig tilbage til 1785, hvor det var en kongelig privilegeret kro.
Køberen er Henrik Købke Søeborg, der har den lokale Spar-købmand på den modsatte side af vejen.
Gæsterne kommer dog ikke til at mærke den store forskel, for sælgeren Lau Gram Brahl fortsætter nemlig som forpagter, og den daglige drift fortsætter ufortrødent, lyder meldingen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet salget.
Spar-købmanden Henrik Købke Søeborg overtager officielt Lyngkroen 1. maj.
- Lyngkroen har en speciel plads i de lokales hjerter, og det har jeg også kunnet mærke i min dagligdag som Spar-købmand på den anden side af Rørvigvej. Mange kunder har spurgt, hvad der skulle ske med kroen, for den har altid ligget der, og det ville føles mærkeligt uden kroen på den anden side af vejen, siger han.
- Derfor undersøgte jeg hurtigt muligheden for at overtage kroen, og jeg er også glad for, at Lau Gram Brahl var klar til at fortsætte driften, så kroen kan fortsætte. Det er i alles interesse, både mig som lokal købmand og de mange lokale, som glædeligt besøger kroen til en bid mad eller afholder selskaber på kroen, lyder det videre.
Sælgeren af den historiske kro, Lau Gram Brahl, solgte kroen af helbredsmæssige årsager. Alligevel er han ikke helt klar til at give slip på kroen, hvor han startede med at stå i lære som kok i 1990.
- Det er ingen hemmelighed, at det var en vemodig beslutning at sælge mit livsværk gennem mange år. Derfor er jeg også utroligt glad for at kunne fortsætte som forpagter og drive kroen videre sammen med min kone Stina Brahl i samme stil som tidligere, siger Lau Gram Brahl, der håber på mindst fem år mere som forpagter.
- Efter jeg besluttede mig for at sætte kroen til salg, var der pludselig en masse snak om kroen skulle omdannes til boliger, om der skulle etableres en anden butik, men for at være helt ærlig, så er jeg rigtig glad for, at kroen bliver bevaret, og at jeg fortsat kan stå for den daglige drift.
- I første omgang har jeg indgået en femårig forpagteraftale, men hvis helbredet er til det, er der mulighed for at tage fem år mere, ligesom der også er mulighed for at fremleje til tredjepart, hvis det bliver nødvendigt, fortæller Lau Gram Brahl.