En personbil er fredag aften kørt ind i en husmur på Nørrevænget i Silkeborg.
Det skriver TV Midtvest.
Beredskabet Midtjysk Brand & Redning fik meldingen klokken 21.09 og oplyser til mediet, at en kvindelig fører blev taget ud af bilen.
Over for TV Midtvest lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, at kvinden er blevet taget med til en blodprøve.
Huset, som bilen bragede ind i, er i risiko for at styrte sammen. Derfor er Midtjysk Brand & Redning fortsat til stede på Nørrevænget.
/ritzau/