Kalenderen skriver forår, og mange danskere er derfor gået på jagt efter de maskiner, der kan hjælpe med at klare jobbet i haven. Og i år er det i særlig grad plæneklippere, der hitter.
Hos prissammenligningstjenesten PriceRunner er antallet af kliks på kategorien “Plæneklipper” steget med hele 450% den seneste måned, mens “Robotplæneklipper” er mere end fordoblet i samme tidsperiode med en stigning på 250%.
Valget står mellem batteri- eller benzindrevne modeller, elektriske plæneklippere eller robotplæneklippere - eller naturligvis den gode gamle håndskubber, som giver maksimal motion, men også er den mest tidskrævende løsning.
Ifølge PriceRunners data er danskerne vilde med at spare tid og få et godt resultat, og de forlader sig i stor stil på robotplæneklippere, der tager syv ud af ti pladser i statistikken over de mest eftersøgte modeller i april måned.
Det fortæller Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker hos PriceRunner.
- Mange danskere har set fordelene ved de små smarte robotter. De er efterhånden så nemme at sætte op og komme i gang med, at stort set alle kan få nytte af en robotplæneklipper. Så er der mere tid til andre sysler i haven, siger hun.
- For nogle er der noget næsten meditativt ved at slå græs, og der findes heldigvis mange forskellige modeller. Når man slår græsset manuelt, har man også mulighed for at lade visse partier være vilde med vilje til glæde for bier og andre insekter, siger Katrine Barslev.