Du har måske hørt det før. At cannabinoider, de aktive stoffer i cannabisplanten, kan få kræftceller til at selvdestruere.
Og det er, hvad forskere endnu en gang er kommet frem til i et nyt studie: At de aktive stoffer i cannabisplanten har en positiv effekt over for kræftceller fra modermærkekræft.
Det skriver Videnskab.dk.
Studiet er blandt andet omtalt af Illustreret Videnskab, B.T. og en lang række udenlandske medier.
Men før du bliver alt for begejstret for det nye fund, er der en vigtig pointe, vi skal have understreget:
Forsøget er udført på celler i laboratoriet, ikke på kræftpatienter, »og der er langt fra petriskål til patient«, påpeger professor Karsten Juhl Jørgensen.
For selvom en behandling virker på celler i laboratoriet, er det langtfra sikkert, at den gør det i menneskekroppen. I de fleste tilfælde ender lovende resultater fra petriskålen aldrig med at blive til brugbar behandling i mennesker, påpeger professoren.
- Det her studie er i den allertidligste fase, og derfor kan vi i virkeligheden ikke bruge det til noget i sig selv, siger Karsten Juhl Jørgensen, som er professor ved klinisk institut på Syddansk Universitet.
Han påpeger, at studier om cannabis ofte får unødigt meget opmærksomhed i medier og pressemeddelelser, fordi emnet er populært, men i øjeblikket er forskningen meget langt fra at vide noget om, hvorvidt cannabis reelt kan hjælpe kræftramte.
Bud: Der går mindst 15 år
Men hvorfor er det, at vi ikke direkte kan overføre resultaterne fra laboratoriet til behandling af patienter?
Når vi i videnskaben tester stoffer, som potentielt kan ende med at blive til ny medicin, skal vi igennem tre trin. Det nye studie er blot på det allermest spæde stadie. Det er et såkaldt præklinisk forsøg, som er optakten til første trin.
Hvis man ser lovende resultater i det prækliniske forsøg, som man har gjort her, kan man gå videre og teste behandlingen på dyr og efterfølgende patienter, forklarer Karsten Juhl Jørgensen.
- Mit bud er, at der i hvert fald går 15 år, før det i bedste fald kan markedsføres som medicin, fortæller han.
Der er imidlertid rigtig mange stoffer, der bliver testet og giver lovende resultater i en petriskål, forklarer han:
- Det er bare en meget lille promille af de stoffer, der rent faktisk ender som medicin på markedet i sidste ende.
Oplagt at teste på mennesker
Ifølge Peter Leutscher, der er overlæge ved Rigshospital Nordjylland, er det oplagt at tage skridtet videre med cannabis og undersøge, om behandlingen kan have effekt på kræftceller hos mennesker.
- Der er lavet en del prækliniske studier på celler i laboratoriet som det her, flere end 150 faktisk, fortæller Peter Leutscher til Videnskab.dk.
Og de mange studier viser stort set alle det samme. De peger i retning af, at cannabis har en tumor-modulerende effekt, altså at cannabis hæmmer tumorens vækst og dermed cancerens mulighed for at sprede sig. Her snakker vi ikke om, at medicinsk cannabis kan kurere kræft, men måske kan forlænge patientens levetid, forklarer Peter Leutscher:
- Så vidt vi ved, er cannabis ikke helbredende. Det er vigtigt at understrege, siger overlægen.
Selvom der er foretaget mange prækliniske studier, altså studier på celler i laboratoriet, kan han ikke finde et eneste klinisk studie, hvor det er testet på mennesker. Og det undrer Peter Leutscher:
- Når det tyder på, at der er et potentiale, forstår jeg ikke, at man ikke sørger for at få undersøgt, om det rent faktisk virker hos patienter, siger han.
LÆS OGSÅ: Cannabis er ikke bedre smertebehandling end placebo, konkluderer forskningsgennemgang
LÆS OGSÅ: Manifest: Vurder, om forskningen er solid