En 25-årig mand er onsdag aften blevet stukket ned under et jalousidrama på Frederiksberg i København.
Den unge mand opsøgte sin ekskæreste og hendes nye kæreste på Mariendalsvej og gik til angreb på kvindens nye fyr.
- Hendes nye kæreste sidder i en bil med åbenstående rude, da den 25-årige kommer løbende og begynder at slå løs på den pågældende i bilen.
- Han bliver trukket ud gennem ruden i bildøren og får flere tæsk. Det gør, at manden i bilen trækker en kniv og tildeler den 25-årige tre knivstik i ryggen, siger vagtchef Jens Kristiansen fra Københavns Politi til Ritzau.
Gerningsmanden flygtede herefter i den blå Peugeot 307, som politiet nu efterlyser.
Vagtchefen ved endnu ikke, hvor hårdt medtaget den 25-årige er efter overfaldet, men han var ved bevidsthed, da han blev hentet af ambulancen. Manden ligger i øjeblikket på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han modtager behandling.
Politiet oplyser, at det ikke er første gang, at den 25-årige er troppet op på ekskærestens adresse.
- Han har tidligere opsøgt kvinden og truet hende, fortæller Jens Kristiansen.
/ritzau/