Forsvaret undgår ikke voldsomme forandringer, når forligspartierne i løbet af efteråret skal finde op mod tre milliarder kroner i besparelser. Det skriver Politiken lørdag.
For at gøre forhandlingerne så udramatiske som muligt, har Forsvarsministeriet ikke offentliggjort to centrale rapporter om forsvarets økonomi og antallet af kaserner.
Men ifølge Politikens oplysninger er der lagt op til, at mellem 1.000 og 1.500 ansatte risikerer fyring, mens mange hundrede ledige stillinger ikke bliver genbesat.
Samtidig er der store ændringer på vej for de danske officerer. Et forslag er, at fremtidens officerer ikke skal være tjenestemænd, og at eleverne på landets officersskoler skal have SU i stedet for løn.
Det kan punktere korpsånd og loyalitet i officerskorpset, mener formanden for officersforeningen, Bent Fabricius.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vores loyalitet hænger samen med, at vi er tjenestemænd.
- Samtidig har vi den sikkerhed, at når man tager den specielle officersuddannelse, kan man blive i forsvaret gennem hele livet. Hvis man også fjerner lønnen under uddannelsen, kommer der helt andre ansøgere ind i fremtiden, advarer Bent Fabricius over for Politiken.
Flemming Vinther, der er formand for forsvarets menige konstabler har aldrig troet på, at besparelser på op til tre milliarder kroner kan gennemføres smertefrit.
- Det bliver hverken let eller udramatisk at spare op mod 15 procent. Det vil give radikale ændringer i forhold til det, vi gør i dag, siger Flemming Vinther til Politiken.
/ritzau/