Wozniacki kryber sig forbi drilsk russer i Eastbourne
Det blev en lang og hård kamp for Caroline Wozniacki mod Svetlana Kuznetsova, men det endte med dansk sejr.
Caroline Wozniacki vandt torsdag en hård kamp mod russiske Svetlana Kuznetsova.
Caroline Wozniacki vandt torsdag en hård kamp mod russiske Svetlana Kuznetsova. Foto: Gareth Fuller/AP


Efter et sjældent kollaps i første sæt leverede Caroline Wozniacki et stærkt comeback og vandt over Svetlana Kuznetsova i 1/8-finalen ved WTA-turneringen i Eastbourne.

Det endte med en sejr på 6-7, 6-3, 6-1 over den 29-årige russer, og dermed er den andenseedede dansker nu klar til kvartfinalen.

Men inden det nåede så vidt, var der grund til bekymring efter en meget skidt dansk præstation i første sæt.

Wozniacki magtede nemlig ikke at lukke første sæt ved en føring på hele 5-1. Kuznetsova kom i stedet stærkt tilbage og udlignede til 5-5.

Det virkede som om, at en snak med træneren hjalp russeren, da hun var bagud 1-4.

Wozniacki fik dog en chance mere for at snuppe første sæt, da hun havde sætbold i russerens serv ved stillingen 6-5.

Men også den mulighed blev forspildt af danskeren, som lavere flere og flere fejl og virkede opgivende og rådvild.

Det hele skulle afgøres i et tiebreak, og her bragte Kuznetsova sig foran med 6-0, og selv om Wozniacki afværgede tre sætbolde, så vandt russeren 7-3 og tog sættet.

I andet sæt kom Wozniacki bedst fra start og brød hurtigt til 2-1-føring. Danskeren forsvarede også to breakbolde i næste parti og bragte sig foran 3-1.

Wozniacki servede stabilt og hårdt, og det hjalp danskeren i sine egne partier. Kuznetsova reducerede godt nok til 3-4, men tættere på kom russeren ikke i andet sæt, som Wozniacki vandt 6-3.

Det hele skulle dermed afgøres i et tredje og sidste sæt, og her kom russeren bedst i gang med et servegennembrud til 1-0-føring.

Endnu en gang viste Wozniacki god moral og vendte det til en solid 4-1-føring. På dette tidspunkt var det fremragende tennisspil fra danskeren, som ikke så sig tilbage i resten af kampen.

I kvartfinalen skal Wozniacki møde den 10.-seedede tysker Andrea Petkovic, som tidligere onsdag vandt 6-3, 6-4 over amerikaneren Coco Vandeweghe.

Græsturneringen i Eastbourne fungerer som opvarmningsturnering til grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder i næste uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.