Vinterkulde giver Tivoli underskud
Lige som sidste år præsenterer Tivoli i år et underskud på omkring 50 millioner kroner for første kvartal.
Tivoli har endnu engang røde tal på bundlinjen.
Tivoli har endnu engang røde tal på bundlinjen. Foto: Henrik Petit/EKKO/TIVOLI


Det er bestemt ikke i løbet af årets koldeste måneder, at der bliver tjent penge hos Tivoli. Endnu en gang må forlystelsesparken således præsentere et vinter-regnskab med røde tal på bundlinjen. Det skriver Ritzau Finans.

Omkring 50 millioner kroners underskud viser regnskabet for årets første kvartal. Det er omtrent det samme beløb som sidste år, og det er også et tal, der svarer til Tivolis egen forventning.

Underskuddet er en realitet på trods af, at parken forlængede Jul i Tivoli frem til 4. januar og på trods af, at omsætningen i første kvartal steg med knap 25 millioner kroner i forhold til sidste år, og dermed lød på 100 millioner kroner i første kvartal.

Den øgede omsætning skyldtes aktiviteter i Koncertsalen og Glassalen, omsætningsfremgang i online-kasinoet samt øget aktivitet i Tivolis banquetforretning.

Men i forhold til sidste år er driften i Tivoli påvirket af, at flere omkostninger er faldet tidligere. Det fremgår af det fremlagte regnskab.

- Åbningen af sommersæsonen 1. april har betydet, at en del af opstarts- og klargøringsomkostningerne, som normalt ligger i april, i indeværende år er fremrykket til marts måned, skriver Tivoli.

På trods af underskuddet i første kvartal fastholder Tivoli forventningerne om en omsætning lidt højere end i 2014 - på omkring 900 millioner kroner - og et overskud før skat i niveauet 50-60 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.