Vild jubel: Socialt udsatte får millioner til julehjælp
Staten giver fire millioner kroner til julehjælp. Vigtigt fordi flere søger hjælp i julen, siger Frelsens Hær.
- Jeg frygter, at næste år bliver en massakre, med det nye kontanthjælpsloft. Det betyder, at endnu flere får et mindre rådighedsbeløb og får brug for julehjælp, siger Lars Lydholm.
- Jeg frygter, at næste år bliver en massakre, med det nye kontanthjælpsloft. Det betyder, at endnu flere får et mindre rådighedsbeløb og får brug for julehjælp, siger Lars Lydholm. Foto: Scanpix/arkiv


Op mod 32.000 økonomisk belastede eller socialt udsatte i Danmark forventes at modtage julehjælp i 2015. Derfor har Social - og Indenrigsministeriet igen i år øremærket fire millioner kroner til julehjælp, som fordeles til en række organisationer.

Og ifølge Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm, falder pengene på et tørt sted.

- Der er fantastisk god brug for den julehjælp, så vi er meget glade for at have fået bevilget en million kroner, siger han til Ritzau.

Frelsens Hær har fået 12.000 ansøgninger fra borgere, der ønsker julehjælp, og organisationen forventer at hjælpe omkring 9000 i alt, hvilket er rekordmange. Men den slags er ikke gratis. Lars Lydholm forventer, at årets julehjælp vil koste omkring syv millioner kroner.

- Vi er rigtig glade for den million, det betyder nemlig, at vi kun skal skrabe seks millioner sammen i stedet for syv, siger han.

Selv om Frelsens Hær er begejstrede for det økonomiske tilskud, så er der bekymring over, at antallet af ansøgere til julehjælp stiger og stiger for hvert år, der går.

- Vi er rigtig glade for pengene, men vores udgifter stiger, fordi fattigdommen stiger. Da jeg startede som informationschef i år 2000, gav vi julehjælp til 3900. I år er det tal steget til omkring 9000.

- Jeg frygter, at næste år bliver en massakre, med det nye kontanthjælpsloft. Det betyder, at endnu flere får et mindre rådighedsbeløb og får brug for julehjælp, siger Lars Lydholm.

Frelsens Hær skal ud og finde de resterende seks millioner kroner hos frivillige donorer, og det kræver ifølge Lars Lydholm hårdt arbejde, i form af indsamlinger, støttekoncerter og andre arrangementer, der sætter fokus på dem der har brug for støtte i julen.

Dog er han indstillet på, at staten ikke kan finansiere hele julehjælpen.

- Det er en balance, for det er jo ikke statens opgave at give julehjælp, men når fattigdommen stiger, og situationen er som den er, så må staten jo også have en eller anden form for ansvar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.