Vi smider især vores aftensmad ud

Særligt aftensmåltidet er en madspildssynder i de danske hjem.
15 pct. af forbrugerne smider kødrester ud minimum 3-4 gange om ugen efter aftensmåltidet, mens 21 pct. af forbrugerne smider tilbehør til kød ud.
15 pct. af forbrugerne smider kødrester ud minimum 3-4 gange om ugen efter aftensmåltidet, mens 21 pct. af forbrugerne smider tilbehør til kød ud. Foto: Colourbox free

Danskerne burde blive bedre til at spise op eller tilberede mindre mad til aftensmåltidet. Og det piner samvittigheden hos de danske forbrugere, at de smider en del af aftensmaden ud.

Det viser en ny repræsentativ undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer i samarbejde med forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad, hvor danskerne er blevet spurgt om madspild i husholdningen.

15 pct. af forbrugerne smider kødrester ud minimum 3-4 gange om ugen efter aftensmåltidet, mens 21 pct. af forbrugerne smider tilbehør til kød ud. Det kan være grønt, pasta, kartofler og lignende. Dermed er aftensmåltidet topscorer i undersøgelsen for, hvornår forbrugerne hyppigst smider mad ud. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie, foodculture.dk.

"Meget tyder på, at vi på den ene side mener, at der skal være nok på bordet, fordi der ikke skal mangle noget. På den anden side sker det tit, at der er rester til overs, som man ikke får gemt. Jeg tror, at det i mange tilfælde handler om, at der er for lidt til overs til, at man synes, det er værd at gemme," siger Marianne Gregersen, forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer.

Hver tredje er kede af at smide kødrester ud

Undersøgelsen siger ikke noget om, hvor store mængder der bliver smidt ud. Kun hvor ofte det sker. Dermed kan det altså være alt fra få gram til hele bøffer, der ryger i skraldespanden i de danske hjem.

Svarene viser også, at 34 pct. af danskerne er mest kede af at smide kødrester ud fra aftensmåltidet. Dermed er mange forbrugere ærgerlige over at kassere tilberedte kødrester i løbet af ugen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.