Verdensbanken: Danmark har det bedste erhvervsklima i Europa
Det danske erhvervsklima er det bedste i Europa og det tredjebedste globalt, vurderer Verdensbanken.
Danmark er et af de bedste steder i verden at drive virksomhed fra, viser opgørelse fra Verdensbanken. Arkivfoto
Danmark er et af de bedste steder i verden at drive virksomhed fra, viser opgørelse fra Verdensbanken. Arkivfoto Foto: Nick Ut/AP


Som forretningsdrivende i Europa vil det være allerbedst at have hovedsæde i Danmark, hvis man ser på vilkårene for at drive og starte en virksomhed.

Det konkluderer Verdensbanken i sin årlige rapport "Doing Business", hvor Danmark igen i år indtager førstepladsen blandt de europæiske lande.

Samtidig rykker Danmark en enkelt plads frem på verdensplan og betegnes nu som landet med det tredjebedste erhvervsklima globalt. Sidste år gik Danmark fra femte- til fjerdepladsen på listen.

Singapore ligger nummer et, mens New Zealand ligger næstøverst på listen.

- Det er vigtigt for vores omdømme, at Danmark kåres til at være et af verdens bedste lande til at starte og drive virksomhed i. Vi sender et positivt signal til udenlandske investorer, siger udenrigsminister Kristen Jensen (V) i en pressemeddelelse.

- Det vil regeringen udnytte til at få endnu flere virksomheder til at etablere sig i Danmark til gavn for vækst og beskæftigelse.

Verdensbanken har blandt andet målt på, hvor nemt det er at starte virksomhed, hvordan byggetilladelser håndteres, adgangen til elektricitet, registrering af ejendomme, kredit, skatteopkrævning og handelsrestriktioner.

Danmark roses for at have gjort det lettere at starte en virksomhed på grund af forbedrede onlineprocedurer.

Der er stor stabilitet i placeringerne i "Doing-business"-ranglistens top-ti, der også omfatter Sverige, Finland, Norge, USA og Storbritannien.

Til gengæld er der større bevægelse blandt landene i den tungere del af Verdensbankens opgørelse.

- Blandt de ti lande, der bevæger sig længst op ad rangstigen, er hele fem lande fra Afrika syd for Sahara.

- Det er glædeligt og et tegn på, at landene får gennemført reformer og ryddet nogle af barriererne af vejen for et sundere erhvervsklima. Det er godt for landenes udvikling og på sigt noget, der kan komme danske virksomheder til gode, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.