Venstre udelukker højere selskabsskat
Dansk Folkepartis ønske om at finansiere velfærd med højere selskabsskat er totalt udelukket, siger Venstre.
Venstre hverken kan eller vil være med til at droppe den allerede planlagte sænkning af selskabsskatten.
Venstre hverken kan eller vil være med til at droppe den allerede planlagte sænkning af selskabsskatten. Foto: Colourbox/free


Dansk Folkepartis plan om at finansiere mere velfærd, grænsekontrol og forsvar med blandt andet en højere selskabsskat ligger allerede i Venstres papirkurv.

For Venstre hverken kan eller vil være med til at droppe den allerede planlagte sænkning af selskabsskatten med, hvad der svarer til fem milliarder kroner frem mod 2020, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen.

- Selskabsskattelettelsen, som vi har aftale med Socialdemokraterne om, vil ikke blive stoppet, siger han.

- Vi har en aftale med Socialdemokraterne, og vi synes i øvrigt også, at det er en god idé, at den danske selskabsskat ligger i midterfeltet i Europa.

Dansk Folkeparti vil frem mod 2020 bruge næsten 64 milliarder kroner på især sundhedsområdet og de ældre - ni milliarder kroner mere, end Venstre lægger op til.

Det betyder, at Dansk Folkeparti ønsker en vækst på de offentlige budgetter, som man skal over til regeringens støttepartier på venstrefløjen for at finde magen til.

For lidt over et år siden fastslog Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at han ikke "vil være statsminister for enhver pris".

Betingelsen - fastslog Løkke - var blandt andet, at der indføres en lavere vækst i den offentlige sektor end de 0,6 procent, som SR-regeringen opererer med.

Spørgsmål: Peter Christensen, vil en stigning på 0,6 procent i det offentlige kunne lade sig gøre med Lars Løkke Rasmussen som statsminister?

- Vi har sagt, at et udgiftsstop er vores udgangspunkt under forhandlingerne, og det vil vi jo selvfølgelig kæmpe for. Det vil vi stå hårdt på, men vi får jo sandsynligvis ikke 90 mandater, siger han.

Spørgsmål: Men kan 0,6 procent alligevel komme på tale?

- Der, hvor vi er enige med DF, er, at vi skal gøre noget for sundhed og ældre, og det har vi lagt en klar pakke frem for her i valgkampen (for 16 mia. kroner, red.).

- Og derfor synes jeg, at vi viser, at man godt kan finde gode løsninger på sundhed og ældre, uden at man behøver at finde nye penge, og det håber vi på, at vi kan overbevise også Dansk Folkeparti om, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.