Valutafond frygter svag vækst vil styrke populister
Der forventes en svag økonomisk global vækst i en prognose fra valutafonden, der frygter for politiske følger.


Den Internationale Valutafond (IMF) regner kun med en svag global økonomisk vækst. Sådan lyder en prognose tirsdag.

Samtidig advarer valutafonden om, at en forsat økonomisk stagnation kan afføde populistisk politik imod handel og migration, der kan undertrykke aktivitet, produktivitet og innovation.

I sin prognose venter IMF en global vækst på 3,1 procent i 2016, hvilket er lavere end i 2015. I 2017 ventes væksten dog at tiltage til 3,4 procent.

Ifølge IMF bør de lave vækstskøn afføde en politisk reaktion både på kort og lang sigt. Ellers risikerer man at give benzin til de politiske bevægelser, der giver globaliseringen skylden for landenes økonomiske problemer.

- Kort sagt, væksten har været for lille for længe, og i mange lande har goderne nået for få - med politiske følger, der sandsynligvis tynger den globale vækst yderligere, siger IMF's cheføkonom, Maurice Obstfeld.

Ifølge IMF er den britiske udmeldelse af EU, brexit, netop et eksempel på en politisk konsekvens, der kan tynge den globale økonomi.

I prognosen løfter man alligevel vækstskønnet med 0,1 procentpoint for briterne, fordi landets økonomi har klaret sig bedre end forventet efter afstemningen i juni, der sendte landet ud af unionen.

Men samtidig sænker IMF skønnet for briterne i 2017 med 0,2 procentpoint, fordi det stadig er usikkert, hvad adskillelsen fra EU vil betyde for økonomien.

Den nye prognose for valutafonden er frigivet samtidig med, at valutafonden holder møde i denne uge i Washington.

Det er især USA, der trækker det globale vækstskøn ned, med en reduktion i væksten til 1,6 procent vækst fra 2,2 procent vækst i den tidligere prognose fra juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.