Sex-misbrugte børn, der får senfølger som voksne, skal have al den hjælp, de har brug for.
Det mener Venstre og Dansk Folkeparti, der nu kræver, at regeringen afskaffer det maksimum, der i dag er på gratis psykologhjælp.
"Det bør være en naturlig ting, at børn og voksne får den nødvendige hjælp efter sex-overgreb," siger Eyvind Vesselbo, socialordfører for Venstre.
Han vil tage sagen op med ministeren efter sommerferien.
"En soleklar rettighed"
11 timer til at bearbejde barndommens traumer er, hvad voksne med senfølger maksimalt kan få i dag, og det er altså for lidt, hvis du spørger socialordføreren fra Venstre.
"Der skal være langt mere hjælp at hente. Og hjælpen skal være en soleklar rettighed, så ingen skal slås med sundhedssystemet. Hvis man ved, at man kan få gratis hjælp, så går folk forhåbentligt også tidligere til psykolog end i dag," siger Eyvind Vesselbo.
Kravet kommer efter, at Avisen.dk har bragt en artikel om, at voksne med senfølger efter seksuelle krænkelser i barndommen har mere end svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Faktisk er kun fire ud af ti i job, når de er i alderen 38-47 år. 20 procent er førtidspensionister, mens 16 procent er arbejdsløse.
Marianne Eskildsen er et af de sex-misbrugte børn, der er endt på en førtidspension. Hun mener, at ubegrænset og hurtig hjælp kunnet have hjulpet hende til at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
DF: Afskaf maksimum
Dansk Folkeparti vil også have fjernet loftet på psykologhjælp.
Desuden mener partiet, at kendskabet til, hvordan ofre for sex-misbrug har det, skal udbredes. Mange lider nemlig af post-traumatisk stress (PTSD). Det samme syndrom, som en del soldater får, når de vender hjem fra krig.
"Først og fremmest skal ofrene have langt bedre psykologhjælp. Og så skal de, der lider af PTSD have det nemmere i socialsystemet. Alt for ofte afvises sex-ofre med PTSD af socialrådgiverne," siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.
S er med på diskussion
Socialdemokraternes socialordfører vil ikke udelukke, at der kan findes en løsning på problemet.
"Vi er med på at diskutere det nuværende loft på 11 timers gratis psykolog-hjælp," siger Maja Panduro.
Ifølge den socialdemokratiske socialordfører har regeringen dog løbende haft ofre for sex-misbrug i fokus.
Blandt andet er der afsat 67 millioner kroner til oprettelsen af tre behandlingscentre, der skal afhjælpe senfølger efter sex-krænkelser i barndommen.