USA: Vi har bombet Islamisk Stats krigsminister
Efter alt at dømme er "Tjetjeneren Omar" død, siger Pentagons talsmand.
Billedet her er fra et tidligere amerikansk luftangreb på den syriske by Kobani.
Billedet her er fra et tidligere amerikansk luftangreb på den syriske by Kobani. Foto: Vadim Ghirda/AP


Islamisk Stats såkaldte krigsminister er "efter alt at dømme" død i et amerikansk luftangreb i Syrien, oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, tirsdag aften lokaltid. Det skriver Reuters.

Abu Omar al-Shishani, også kendt som "Tjetjeneren Omar", er rangeret som en af USA's mest efterlyste militante ekstremister. Alle oplysninger, der kan føre til hans død eller tilfangetagen, vil blive belønnet med 5 millioner dollar.

De penge kan dusørjægere dog efter alt at dømme glemme alt om.

Selve luftangrebet var ifølge Pentagon rettet direkte mod Shishani. Det fandt sted nær byen al-Shadadi i Syrien.

Pentagons talsmand, Peter Cook, oplyser ifølge Reuters, at Shishani var sendt til byen for at styrke Islamisk Stats tropper i området, der har lidt tilbageslag de seneste måneder. 12 andre krigere fra Islamisk Stat døde i angrebet ifølge Peter Cook.

- Shishani var en georgisk statsborger, der besad en række militære topposter i Islamisk Stat, deriblandt positionen som krigsminister, siger Cook ifølge Reuters.

- Shishanis død vil svække Islamisk Stats evne til at koordinere større angreb. Det vil også skade deres rekruttering af krigere i Tjetjenien og Kaukasus, siger han.

Abu Omar al-Shishani blev født i 1986 i Georgien, der dengang stadig var en del af Sovjetunionen. Den rødskæggede islamist var kendt som en nær betroet af Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

Luftangrebet er et af de mest succesfulde missioner udført mod Islamisk Stats ledere i Irak og Syrien siden maj, hvor amerikanerne angiveligt dræbte manden, der stod i spidsen for gruppens olie, gas og økonomi.

I november dræbte et amerikansk luftangreb Islamisk Stats leder i Libyen, Abu Nabil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.