USA øger sit terrorberedskab
Enkeltpersoners angreb i Canada og USA får amerikanerne til at skærpe sikkerheden ved regeringsbygninger.
Angrebet i Canada har føet USA til at øge terrorberedskabet.
Angrebet i Canada har føet USA til at øge terrorberedskabet. Foto: Jacquelyn Martin/AP


USA øger sikkerheden ved en række regeringsbygninger i Washington og andre byer på grund af den fortsatte terrortrussel mod landet fra militante islamister og angrebet mod Canadas parlament i sidste uge.

Det fremgår af en meddelelse fra Homeland Security Department, der har det overordnede ansvar for sikkerheden i USA.

Det står ikke klart, præcist hvordan sikkerhedsniveauet hæves eller omkring hvilke bygninger, det skal ske.

En amerikansk embedsmand siger til Reuters, at der ikke er nogen informationer om, at et konkret terrorangreb er undervejs. Men han fortæller, at sikkerhedsopstramningen kommer, efter at militante grupper har fremsagt en stribe trusler mod amerikanerne.

Sikkerhedsminister Jeh Johnson oplyser, at han har beordret ekstra sikkerhed ved "flere amerikanske regeringsbygninger i Washington og flere andre store byer og steder rundt omkring i landet".

- Årsagerne til denne foranstaltning er indlysende: de fortsatte offentlige opfordringer fra terrororganisationer om at angribe USA og andre, inklusive angreb på politi og andre myndighedspersoner, samt voldshandlingerne mod regeringspersonale og -bygninger i Canada og andre steder for nylig, lyder det fra Johnson.

Han henviser til sidste onsdag, hvor en canadisk mand skød og dræbte en soldat i Ottawa, inden han stormede det canadiske parlament og affyrede en stribe skud.

I New York var USA ifølge politiet for nylig udsat for terror, da en mand gik amok med en økse og angreb en gruppe politibetjente.

Johnson advarer mod de såkaldte "lone wolf"-episoder, hvor enkeltpersoner udfører angreb uden nødvendigvis at være knyttet til nogen gruppe.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.