For meget alkohol indenbords kan for mange af os betyde opkast, rysteture og umenneskelige tømmermænd dagen derpå.
For andre koster for meget alkohol dem livet. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 25 unge på blot syv år er døde på grund af druk. Det skriver Politiken.
Samtidig viser tallene, der indgår i en rapport, som bliver offentliggjort i dag, at 3.000 unge mellem 15-29 år alene på et år søgte kontakt med et hospital på grund af alkoholforgiftning.
Afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, Mia Fischermann, mener, at tallene blot understreger den kedelige europarekord i druk, som danske unge fortsat besidder.
"Unge i Nordeuropa drikker generelt ikke så hyppigt som de unge i Sydeuropa, men de drikker mere, når de drikker. De danske unge skiller sig bare ud fra andre nordeuropæiske unge. For de drikker både hyppigt - som man gør i syd - og når de drikker, drikker de mest," siger Mia Fischermann til avisen.
Tallene viser samtidig, at unge mellem 15-19 år bliver indlagt akut på sygehuset på grund af druk dobbelt så meget som de 20-29-årige. Offentliggørelsen af tallene kommer samtidig med, at regeringen er på vej til at hæve den nuværende grænse for, hvornår man må købe alkohol i butikkerne, fra 16-18 år.
Venstres forebyggelsesordfører, Sophie Løhde, mener dog ikke at et forbud er løsningen på problemet.
"Vi kan ikke forbyde os ud af alle problemer, og nu må vi altså gøre mere ved det. Jeg gører alt for ofte andre sige, at det er naboens dreng, der drikker. Me ndet kan jo ikke altid være ham," siger hun til avisen.