Undgå nabokrig, når I deler og køber sammen
Deleøkonomi er populært, og danskerne deler på livet løs. Men tag dine forholdsregler, før du splejser om en græsslåmaskine med din nabo.
Sørg for at lave en skriftlig aftale med din nabo, hvis du køber en græsslåmaskine eller andet til deling, lyder rådet.
Sørg for at lave en skriftlig aftale med din nabo, hvis du køber en græsslåmaskine eller andet til deling, lyder rådet. Foto: Erik Kragh/POLFOTO


Det er da fjollet.

Hvorfor skal vi begge to have en græsslåmaskine og en trailer i garagen, når vi alligevel er naboer og sagtens kan dele?

Der kan være mange penge at spare ved at deles om dyre produkter med venner og naboer.

Men den fredelige parcelhusidyl kan hurtigt blive en krigszone, hvis man ikke sørger for at have rene linjer, før man køber, siger Lea Markersen, jurist i Forbrugerrådet.

- Så snart der kommer penge mellem venner eller naboer, er det en god idé at lave en skriftlig aftale, siger hun.

- Det kan virke formelt, men hvis man tager stilling til nogle grundlæggende punkter og smider en dato og to underskrifter på aftalen, kan man undgå mange konflikter, siger hun.

Den skriftlige aftale skal særligt indeholde tre punkter.

Først er der pengene. Hvordan deler vi de løbende udgifterne? Hvem betaler, når græsslåmaskinen eller havetraktoren skal vedligeholdes og repareres? Og hvem betaler, hvis man kommer at lave en bule eller en skade på den?

Dernæst skal man gøre sig klart, hvor genstanden skal opbevares, og hvem der må bruge den på hvilke ugedage.

Og til sidst:

Hvad sker der, hvis en af os flytter eller ikke vil bruge genstanden længere? Skal den sælges - og til hvilken pris?

Når aftalen er på plads, kan det desuden være godt at ringe til sit forsikringsselskab, siger Lea Markersen.

- Hvis du har købt en græsslåmaskine til deling, er den dækket af din indboforsikring, men hvis den oftest står opbevaret i din nabos garage, kan det måske have betydning for forsikringen, hvis den bliver stjålet, siger hun.

Men én ting er den formelle aftale. Noget andet er det personlige forhold, som man sætter på spil, når man deler.

Hvis man oplever at blive mavesur, når naboen afleverer traileren for sent eller aldrig gør græsslåmaskinen ren efter sig, handler det om at konfrontere den surhed med det samme, siger Jesper Bastholm, konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning.

- Så snart man mærker irritationen boble, skal man snakke om det. Jo tidligere man gør det, jo bedre muligheder har man for at løse problemet, siger han.

Ifølge Jesper Bastholm løser man bedst konflikter ved at finde den gyldne middelvej mellem at kræve sin ret og pleje sin relation.

- Konflikthåndtering er ikke at være flink. Man skal stå fast på sagen, men være blød på personen, siger han.

- Når I taler om problemet, så hold dig på din egen banehalvdel. Fortæl, hvad du har brug for i stedet for at skælde ud på den anden. Læg op til dialog i stedet for at kaste diagnoser som "utilregnelig" og "uansvarlig" i hovedet på den, du er sur på. Og går det helt i hårknude, er det en god idé at hente en tredjepart ind for at mægle, siger Jesper Bastholm.

Fakta: De vigtigste spørgsmål at stille, før I deler

- Hvem betaler hvad?

- Hvem må bruge genstanden og hvornår?

- Hvad gør vi, hvis en af os vil ud af aftalen?

- Hvordan dækker forsikringen?

- Hvordan undgår vi at blive uvenner, hvis der opstår problemer?

Kilde: Forbrugerrådet og Center for Konfliktløsning

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.