Udvisninger frustrerer danskerne: Det skal stoppe nu
Danmark havde kontrol over Sverige, indtil spillerne begyndte af gå i fast rutefart mod straffeboksen.
Jesper B. Jensen - til højre - reducerede til 2-5, men bagefter tænkte han mest på de mange danske udvisninger.
Jesper B. Jensen - til højre - reducerede til 2-5, men bagefter tænkte han mest på de mange danske udvisninger. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Landstræner Jan Karlsson kaldte danskernes præstation i anden periode for "Ekspedition Straffeboks", og de mange danske udvisninger bliver et tema i de kommende dage efter 2-5-nederlaget til Sverige ved ishockey-VM.

Otte udvisninger resulterede i fire svenske overtalsmål, og bagefter kan spillerne konstatere, at de ikke havde lært af kampen mod Norge dagen før, hvor danskerne vandt trods et væld af udvisninger.

- Det må stoppe nu, for det kan ikke blive ved på denne måde. Det går ikke, siger Jesper B. Jensen.

- Mod Norge var vi heldige at slippe af sted med det, men det kan man ikke mod så gode hold. Resultatet er misvisende, for vi var godt med fem mod fem, men hvis man sidder halvdelen af kampen i straffeboksen, er det svært, siger Jokerit-backen.

De danske spillere taler ofte om vigtigheden af at ligge lige på grænsen af udvisninger. De skal med andre ord spille hårdt, men ikke gå over stregen.

Den grænse har de tilsyneladende ikke helt fundet i de to første VM-kampe.

- Det er svært. Man skal være tæt på modstanderne, men man skal heller ikke være overkåd og gå alt for hårdt til den. Vi skal være smartere og læse spillet bedre, siger Jesper B. Jensen.

Heller ikke Morten Madsen er helt klar over, hvorfor han og holdkammeraterne igen bragte sig selv og hinanden i undertal så ofte.

- Vi skal skøjte noget mere og holde staven lidt mere nede på isen. Jeg tog selv to udvisninger for bentacklinger, og det var ikke så godt, siger Morten Madsen.

Udvisningerne og svenskernes evner i powerplay gjorde ondt på en dag, hvor danskerne ellers førte med 1-0 og tilsyneladende havde kontrol over begivenhederne.

- Vi spillede godt i næsten en halv kamp, men så begyndte vi at få en masse udvisninger. De fik nogle enkle mål, og da begyndte vi at gå lidt væk fra vores eget spil og ville afgøre tingene med det samme, lyder det fra Morten Madsen.

Danskerne har kampfri dag mandag, inden Schweiz venter tirsdag eftermiddag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.