Tre unge danske iværksættere tjener penge på vasketøj
Tre danske fyre har lavet en god forretning. De tjener penge på danskernes beskidte sokker og plettede skjorter.
Tre fyre har fundet på en vasketøjsforretning, der får pengene til at rulle ind.
Tre fyre har fundet på en vasketøjsforretning, der får pengene til at rulle ind. Foto: Colourbox


Mange danskere har en travl hverdag, hvor det kan være svært at få tid til indkøb og vasketøj. Det har tre unge danske fyre nu udnyttet, og de tjener godt på deres internet-baserede vasketøjsservice, skriver mx.dk.

Den 23-årige Karim Ben M'Barek har længe overvejet vasketøjs-ideen, og nu er han gået sammen med to barndomsvenner om projektet. Sammen har de tre gjort iværksætterdrømmen til virkelighed og tjener nu penge på andres vasketøj.

Sammen har de startet virksomheden Washa.dk, der er en vasketøjsservice, som afhenter og leverer vaske- og rensetøj hjemme hos danskerne. Det gør virksomheden inden for 48 timer.

De samarbejder med renserier, som får del i omsætningen. Virksomheden blev lanceret i februar, og sidenhen har de gennemført over 500 bestillinger og vasket over 4 tons tøj.

"Efterhånden foregår alt online. Alt er jo nemmere, hvis tingene kan gøres via internettet, og du kan gøre det, lige når du har lyst," fortæller Karim Ben M'Barek om konceptet.

Starten var dog ikke helt nem for de tre unge fyre. Renserierne kunne lide ideen, men ville gerne se beviser for, at det var en holdbar forretning. Derfor måtte Karim sammen med de to partnere og barndomsvenner Jannick Christensen og Max Børglum Stripp starte med at vaske tøj hjemme i deres egen vaskekælder.

Ordrerne væltede ind, så lejligheden blev hurtigt fyldt op med travle børnefamiliers vasketøj. Nu har Washa.dk en aftale med et renseri, som tager sig af tøjet i stedet.

"I de første otte måneder har vi haft en omsætning på omkring 250.000 kroner, og vi planlægger at udvide til Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg," siger Karim Ben M'Barek.

Kilde: mx.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.