En to år gammel fagforeningsaftale kan blive en økonomisk bet for det nødlidende Postnord.
Det skriver Finans.
Mens konkurrenterne sparer millioner af kroner ved at bruge selvstændige vognmænd til at bringe pakker og breve ud til kunderne, hænger Postnord-ledelsen på en aftale om ikke at outsource job frem til 2020.
Postnord har for nylig fået tildelt 1,4 mia. kr. i nødhjælp fra staten, og planen er at genrejse virksomheden ved at sætte sig tungt på det hastigt voksende pakkemarked. Men her kan Postnord få det svært.
Ifølge en analyse, som konsulentvirksomheden Copenhagen Economics har udarbejdet for Postnord, er det nødvendigt, at postselskabet kan tilbyde samme lave priser som GLS, Bring og andre konkurrenter.
"Hvis Postnord skal blive konkurrencedygtigt, kræver det blandt andet, at Postnord kan agere på markedsvilkår. Det betyder særligt, at Postnords lønomkostninger skal matche konkurrenternes," skriver Copenhagen Economics i analysen.
Ifølge Henrik Ballebye Okholm, der er partner i Copenhagen Economics, vælger postselskaber overalt i Europa at hyre eksterne vognmænd, fordi det er en billigere og mere fleksibel løsning.
Men det er Postnord afskåret fra på grund af den aftale, som man indgik med fagforeningen 3F i december 2015.
Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet mener, at Postnord har gjort det svært for sig selv ved at afskære sig fra at outsource:
- Det undrer mig, at man traf den beslutning i december 2015, hvor man må have haft viden om, at der kunne vente nogle meget svære år forude, siger han til Finans.
Aftalen blev indgået, før den nuværende danske direktør Peter Kjær Jensen blev ansat. Peter Kjær Jensen fremhæver, at Postnord som en del af samme aftale bl.a. fik sløjfet medarbejdernes betalte frokostpause, men han lægger ikke skjul på, at han gerne ville have haft muligheden for at outsource.
- Ville jeg foretrække, at der var fuldstændig frie rammer til at styre virksomheden? Selvfølgelig ville jeg det, siger Peter Kjær Jensen, der dog insisterer på, at Postnord kan effektivisere sig til konkurrencedygtige priser.
De Radikale vil have sikkerhed for, at den faglige aftale ikke trækker tæppet væk under den økonomiske redningsplan.
- Vi er nødt til at være sikre på, at vi har skudt penge i Postnord under de rette forudsætninger, siger postordfører Andreas Steenberg (R), der nu vil kræve svar fra ministeren.