Mænds livsindkomst er omkring fem millioner kroner højere end kvinders før skat og 1,4 millioner kroner højere efter skat. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE Rådet), skriver Fagbladet 3F.
Ud over at mænd har været flere år på arbejdsmarkedet end kvinder, skyldes det blandt andet kvinders barsel, ledighed, eller at kvinder er senere færdig med deres uddannelse. Derudover har AE Rådet i undersøgelsen fulgt generation 1950-1954. Og i den generation var mænd bedre uddannet end kvinder.
- Men disse ting forklarer ikke hele forskellen mellem mænds og kvinders livsindkomst. Det, der står tilbage, er, at der også er en kønsulighed, siger Jonas Schytz Juul.
Karen Sjørup forsker i ligeløn ved Roskilde Universitet:
- Kvinder er oftere på nedsat tid. Kvinder tager sig af børnene og senere børnebørnene. Og det får en økonomisk betydning, siger Karen Sjørup, der også henviser til det kønsopdelte arbejdsmarked: Mænd bliver politibetjente og kvinder bliver sygeplejersker.
- Og når en mand bliver sygeplejerske ender det ofte også med, at han bliver chef. Mændene søger ind i karrierestillinger, siger Karen Sjørup.
Forbundssekretær i 3F, Søren Heisel, ærgrer sig over den voldsomme forskel i mænds og kvinders livsindkomst.
- Undersøgelsen er endnu et bevis på, at der fortsat er et stykke vej til, at vi har fuld ligestilling i Danmark. Så store kønsforskelle på livsindkomster er ikke hensigtsmæssigt i et samfund, der gerne vil udnytte alles ressourcer, være ligestillet, retfærdigt og inkluderende, siger Søren Heisel.