Undersøgte patterne på 12.000 køer: Det fandt ung landmand ud af
En dansk landmand har fundet en måde at undgå sure køer.
En dansk landmand og tidligere cowboy undersøgte 12.000 køers yvere. Det havde han sine grunde til.
En dansk landmand og tidligere cowboy undersøgte 12.000 køers yvere. Det havde han sine grunde til. Foto: Scanpix/Arkiv


Hvorfor er det afgørende, om en ko er mild eller urolig? Og kan man teste det på en objektiv måde? Det satte landmand og kandidatstuderende i agrobiologi ved Aarhus Universitet, Rasmus Skovgaard Stephansen, sig for at undersøge i et projekt på husdyrbiologiuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus.

En malkekos humør er nemlig ikke uden betydning, da rolige køer både er nemmere at malke og giver mere mælk. Derfor er det en fordel at avle på de glade køer frem for de sure. Dyrenes temperament er nemlig arveligt, men hvordan finder man de rette køer, så man ikke ender med en stald fyldt med sure køer?

Hidtil har landmændene selv vurderet køernes humør på en skala fra et til ni. En meget rolig ko scorer ni på skalaen, hvorimod en meget urolig ko scorer et. Det er en temmelig subjektiv vurdering, hvor den enkelte landmand bedømmer sine egne køers temperament, forklarer Rasmus Skovgaard Stephansen til Kristeligt Dagblad.

Indtil for nylig var det den bedste metode, man havde til at vurdere køers temperament, men det har den 27-årige Rasmus Skovgaard Stephansen nu lavet om på. Han satte sig for at undersøge, om han ved hjælp af malkerobotter kunne udvikle en mere objektiv vurdering af malkekøernes temperament. Det blev til et projekt, hvor han undersøgte 12.000 malkekøer.

I undersøgelsen blev køernes temperament fastsat ud fra, hvor lang tid malkerobotten brugte på at sætte pattekopperne fast på dyret. En oplysning, som man kan få fra malkerobottens data. Rasmus Skovgaard Stephansen undersøgelser viste, at det tager cirka 20 sekunder længere tid at sætte malke­robotten på en urolig ko end på en rolig ko.

Rasmus Skovgaard Stephansen understreger dog, at man ikke i dag har et generelt problem med malkekøernes temperament i Danmark, men at det er vigtigt at sørge for, at det ikke bliver et problem i fremtiden.

Det store projekt har netop ført til, at Rasmus Skovgaard Stephansen har modtaget JID-prisen, indstiftet af den faglige organisation Jordbrugsteknologer i Danmark. Foruden æren får Rasmus Skovgaard Stephansen også 5000 kroner. Pengene skal bruges til en rejse til USA, hvor han blandt andet skal besøge en familie i North Dakota, hvor han tidligere har arbejdet som cowboy.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.