Togkonsulent: IC4 kan levere stor forbedring på et år
Allerede om et år vil IC4 kunne tage et stort mod en hovedrolle i dansk togtrafik, mener Prose-chef.


IC4 kan ikke betragtes som et sundt tog.

Det fastslår den uafhængige rapport, som det schweiziske konsulentfirma Prose har udarbejdet sammen med jernbanevirksomheden SBB.

Men allerede om et år kan toget have nået en vigtig milepæl frem mod at udfylde sin påtænkte rolle som det primære tog i trafikken mellem de danske landsdele.

Det vurderer chefen for Prose, Stefan Bühler, over for Ritzau.

Han forudser, at IC4 i løbet af næste år vil kunne køre med flere sammenkoblede togsæt.

- Jeg er ret sikker på, at du vil se det i drift næste år, siger Stefan Bühler.

- Men det afhænger af Trafikstyrelsens godkendelse af softwaren, og derfor er tidsplanen ikke helt klar, påpeger han.

Hvis DSB igen kan køre med sammenkoblede tog, vil det kunne mærkes af passagererne, forudser konsulenten.

- Jeg kørte i IC4 i går, og det var fuldstændig proppet, fordi der ikke var pladser nok. Koblede tog vil give flere siddepladser, og det vil gøre det muligt at køre med togene mellem landsdelene, vurderer Stefan Bühler.

Han forventer dog kun, at togene vil kunne kobles til og fra hinanden på værksted og ikke undervejs på turene, som IC3-togene kan.

Dette vil først være muligt på et senere tidspunkt.

Hos DSB har man også noteret sig schweizernes optimisme.

- Deres vurdering er, at når vi får løst koblingsproblematikken, kan vi begynde at bruge toget som intercity- og lyntog, og så er det for alvor noget, som danskerne vil mærke i deres hverdag, siger kommunikationsdirektør Lars Kaspersen til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis alt går vel, kan man næste år så se IC4 som intercitytog i juletrafikken?

- Ja, hvis deres vurdering viser sig at være rigtig, og vi vælger at gå videre med deres anbefalinger, lyder det fra Lars Kaspersen.

DSB's målsætning er at have 74 af de 82 IC4-tog i drift i 2019, og det vurderer Prose som realistisk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.