Hjælp, jeg skal tisse! Det kan nemt skabe panik, hvis man virkelig skal tisse, og der ikke er noget toilet i nærheden.
De 25.000 passagerer, der hver dag rejser til eller fra Hillerød station, må dog finde på andre løsninger. Ventesalen, hvor toiletterne befinder sig er nemlig blevet lukket på ubestemt tid. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det har skabt røre hos miljøgruppen Noah-Trafik, der efterlyser en toiletplan for den kollektive trafik.
- Det giver utålelige forhold for passagererne. Adgang til toiletter må siges at være er ret så nødvendig service. Desværre er der sket det, at det som kollektiv trafikant er blevet nærmest umuligt at finde et åbent toilet i forbindelse med rejser med S-tog, Lokalbanen og Movias busser, siger Ivan Lund Pedersen fra miljøgruppen.
Hos DSB mener man dog, at det er det mest fornuftigte, da der har været nogle "uheldige episoder", hvor ballademagere har skabt uro i ventesalen
- Derfor har vi valgt at lukke ventesalen helt ned. Det har vi nogle få gange gjort før andre steder, og vores erfaringer er, at en midlertidig lukning kan løse problemet, siger Aske Wieth-Knudsen, der i DSB har ansvaret for projekt »Fremtidens station«.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis.