Tilfredshed hos Nykredit efter Duegården-afgørelse
I Nykredit er man glad for, at landsretten har nægtet andelsforeningen Duegården at kunne gå konkurs.
Nykredit udtrykker stor tilfredshed med dagens kendelse fra Østre Landsret.
Nykredit udtrykker stor tilfredshed med dagens kendelse fra Østre Landsret. Foto: Colourbox/free


Nykredit stod som långiver og hovedkreditor til at miste flere hundrede millioner kroner, hvis andelsboligforeningen Duegården på Frederiksberg blev erklæret konkurs.

Derfor er realkreditkoncernens områdedirektør Sune Worm Mortensen selvsagt tilfreds med fredagens dom fra landsretten, der fratager Duegården retten til at erklære sig selv konkurs.

- Sagen er vigtig både for os som långivere og for alle på andelsboligmarkedet. Dommen bekræfter, at en andelsboligforening, der er i stand til at betale sine udgifter, ikke kan vælge at gå konkurs.

- Vi har fået en afgørelse, der siger at en aftale er en aftale, og at man ikke kan erklære sig konkurs, når man kan betale sine regninger.

- Dermed er vi kommet et skridt tættere på klarhed om retspraksis på andelsboligmarkedet, siger han.

Nykredit vil nu prøve at klinke skårene over for Duegården efter den årelange tvist om det swap-lån, der har bragt foreningen i svære økonomiske problemer.

- Vi synes aldrig, at det er godt at møde en kunde i retten og har også forståelse for, at beboerne i AB Duegården ikke står i en let situation.

- Vi fokuserer nu først og fremmest på at genoptage dialogen med AB Duegårdens beboere og søge en løsning, der er til gavn for alle parter, siger Sune Worm Mortensen.

Nykredit tilbød i 2011 Duegården, at man frem til 2021 vil se bort fra renter og bidrag, så andelsboligforeningen får mulighed for at komme bedre på fode igen.

Netop denne genopretningspakke var afgørende for, at landsretten omstødte Sø- og Handelsrettens oprindelige kendelse.

Duegårdens formand har over for Berlingske Business tilkendegivet, at man vil have kendelsen prøvet ved Højesteret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.