Thorbjørn Olesen falder ud af top-ti i Shanghai
Golfspilleren Thorbjørn Olesen kunne ikke følge op på lørdagens gode runder og sluttede som delt nummer 19.
Thorbjørn Olesen sluttede på 19.-pladsen efter en ustabil præstation i Shanghai.
Thorbjørn Olesen sluttede på 19.-pladsen efter en ustabil præstation i Shanghai. Foto: Rene Schütze/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen formåede ikke at blande sig i kampen om topplaceringerne på sidstedagen af HSBC Champions i Shanghai i Kina, som er den første af fire turneringer i World Golf Championship.

Han indledte søndagen på en ottendeplads, men faldt tilbage og sluttede som en delt nummer 19.

Olesen gik dagens runde i 73 slag - et slag over par - og sluttede samlet i 11 slag under par. Det var ni slag dårligere end turneringens vinder, skotten Russell Knox. Inden søndagens runde var Olesen bare fire slag fra toppen.

To birdies og tre bogeys var afvigelserne på Olesens sidste runde.

Dermed understregede han sin lidt ustabile præstation i turneringen. Torsdag og lørdag gik han stærke runder i henholdsvis 64 og 66 slag, mens han fredag skulle bruge 74 slag.

Den anden dansker i finalerunderne, Søren Kjeldsen, afsluttede turneringen med en runde i tre slag over par, hvilket var hans klart svageste i turneringen.

Det betød et markant fald tilbage i stillingen fra nummer 25 til 46 i samlet fire slag under par.

WGC-serien er arrangeret som et internationalt samarbejde mellem blandt andre European Tour-arrangørerne og de amerikanske PGA-arrangører.

De tre øvrige WGC-turneringer bliver spillet i 2016 med afslutning i begyndelsen af juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.