Dansk rookie går glip af golfsejr i Frankrig
Emily Kristine Pedersen lå længe til at vinde en stor golfturnering i Frankrig, men sådan fik det ikke.
Emily Kristine Pedersen viste fornem golf i Frankrig i denne weekend, men hun magtede ikke at vinde turneringen.
Emily Kristine Pedersen viste fornem golf i Frankrig i denne weekend, men hun magtede ikke at vinde turneringen. Foto: BE LT**LON**/AP


Emily Kristine Pedersen førte med fire slag på finaledagen, men formåede alligevel ikke at vinde golfturneringen Lacoste Ladies Open de France.

Franske Celine Herbin kæmpede sig op på siden af danskeren efter de 18 huller, og så skulle det hele afgøres efter omspil. Og her var Herbin bedst og vandt turneringen efter tre ekstra omspilshuller.

Den dramatiske finaledag bølgede generelt frem og tilbage, og på et tidspunkt lignede det en klar sejr til Emily Kristine Pedersen.

Den 19-årige dansker begyndte dog søndagens finalerunde med en bogey på andet hul, men hun gjorde skaden god igen med en birdie på det efterfølgende hul.

Emily Kristine Pedersen, som er rookie på Ladies European Tour, præsterede også at lave to birdies på sjette og syvende hul, og da Celine Herbin samtidig lavede tre bogeys i træk, så lignede det en afgørelse.

Emily Kristine Pedersen øgede tilmed føringen ved at lave endnu en birdie på hul 15, men herfra begyndte det at gå galt for danskeren, som lavede både en bogey og en dobbelt bogey på hul 16 og 17.

Derfor endte det med et nervepirrende omspil, hvor den franske hjemmebanefavorit var mest kølig til slut.

Trods den bitre danske afslutning var det stadig et flot resultat af Emily Kristine Pedersen, som imponerede stort i løbet af de fire runder i sydfranske Saint-Jean-de-Luz.

Malene Jørgensen bidrog også til den flotte danske indsats i Frankrig med en tredjeplads i samlet ni slag under par.

22-årige Nicole Broch Larsen endte lidt skuffende som delt nummer 25 efter en skidt finaledag i fem slag over banens par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.