Terrordømte Anders Breivik må studere fra cellen
Anders Behring Breivik, som er dømt for massemord i Norge, kan læse statskundskab fra sin fængselscelle.
Anders Behring Breivik, som afsoner en lang fængselsstraf for massemord i 2011 på 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya, får tilbud om at læse statskundskab fra sin fængselscelle.
Anders Behring Breivik, som afsoner en lang fængselsstraf for massemord i 2011 på 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya, får tilbud om at læse statskundskab fra sin fængselscelle. Foto: Colourbox/free


Den terrordømte norske massemorder Anders Behring Breivik får tilbud om at læse - men ikke fuldføre - en bachelor i statskundskab ved Universitetet i Oslo fra sin fængselscelle.

- Det er forfærdelig vigtigt at være klar over, at vi som institution må følge reglerne. Vi må ikke lade enkeltpersoner ændre dette, og vi må holde fast i vort system, siger rektor Ole Petter Ottersen ved Universitetet i Oslo.

Breiviks afsoningsforhold betyder, at han må lave selvstudium fra sin fængselscelle. Han kan ikke komme på universitetets campus eller have nogen form for kontakt med andre studerende eller ansatte.

I Norge omfatter faget statskundskab ni obligatoriske emner. I fem emner indgår obligatoriske aktiviteter som seminarer og vejledning, som Breivik ikke kan deltage i.

- De oplysninger, vi har fået om hans afsoningsforhold, betyder, at han ikke kan gennemføre studiet. Han kan begynde, men ikke fuldføre, hvis hans afsoningsforhold ikke ændres, siger lederen af Institut for Statskundskab, Dag Harald Claes.

- Vi vil følge de rutiner, vi har, siger Claes.

Lisbeth Kristine Røyneland, som leder den nationale støttegruppe, der blev nedsat efter Breiviks massemord 22. juli 2011, er ikke modstander af tilbuddet til ham.

- Det vigtigste for os er, at han bliver siddende i sin celle. For os er det irrelevant, om han sidder der og læser skønlitteratur, eller om han studerer en bog om statskundskab, siger hun.

I norske fængsler har alle indsatte ret til at tage en højere uddannelse, hvis de opfylder optagelseskravene.

- Vi ønsker ikke, at han får ekstra opmærksomhed om sin person ved, at han bliver udelukket fra studiet, fortæller hun.

I 2013 søgte Breivik også ind på statskundskab ved universitetet i Oslo. Da fik han afslag, fordi han savnede studiekompetence.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.