Tæskehold gik amok på folkeskole
To drenge blev overfaldet af en gruppe på en folkeskole i Nordsjælland. Én af drengene fik hjernerystelse.
En gruppe af drenge på 15 til 17 år trængte ind på en folkeskole i Nordsjælland. Her slog de to af skolens drenge i gulvet. Én fik hjernerystelse. 
En gruppe af drenge på 15 til 17 år trængte ind på en folkeskole i Nordsjælland. Her slog de to af skolens drenge i gulvet. Én fik hjernerystelse.  Arkivfoto: Thomas Lekfeldt, Scanpix


Med råb og skrig trængte en gruppe drenge ind på Bjørnehøjskolen i Helsinge, Nordsjælland.

Her slog de to drenge fra 9. klasse i gulvet.

Det skriver Lokalavisen.dk.

- Det er korrekt, at tre unge mænd måske flere i alderen 15-17 år klokken 14.00 trængte ind i blok C på skolen og slog to af vores drenge. Den ene blev ramt på kæben og gik i gulvet, og har fået hjernerystelse, siger Bjørneskolens leder Ole Pedersen til Lokalavisen.dk.

Skolelederen oplyser, at drengene efter omstændighederne har det godt. 

Utryghed blandt eleverne

Overfaldet blev overværet af flere af skolens elever.

En af dem blev så skræmt, at han løb hele vejen hjem og låste sig inde.

Hans mor fortæller nu, at han ikke har lyst til at komme på skolen og ikke tør stå alene ved busstopstedet foran skolen. 

Ifølge skoleelevens mor hænger væmmelige typer ud dér. 

Kender gerningsmændene

Ifølge en forældre til et barn på skolen blev overfaldet udløst af en konflikt mellem drengene på Bjørnehøjskolen og drenge på en af byens andre skoler.

Det var drenge fra den anden skole, der efter sigende skulle have sendt tæskeholdet afsted mod Bjørnehøjskolen.

Skoleleder Ole Pedersen oplyser da også, at man allerede har fundet frem til gerningsmændene.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.