For omkring ti dage siden stormede et tæskehold en folkeskole i Helsinge i Nordsjælland. To elever fik tæv, og den ene fik en hjernerystelse.
Og nu er den så gal igen i Helsinge.
Mandag formiddag slog tæskeholdet til igen på en anden skole i byen. Denne gang var ofrene elever fra Helsinge Realskole
Det skriver Ugeposten.
- Det ser ud til at være nogle af de samme personer. Det er gået særlig hårdt ud over den ene elev, og det er i det hele taget meget utrygt det her, siger skoleleder på Helsinge Realskole Jeppe Tobberup til Ugeposten.
Lokkede eleverne ud
Tæskeholdet ringede til de to elever i skoletiden for at få dem lokket ud.
I frikvarteret gik de to elever så ud foran skolen, hvor tæskeholdet stod klar.
Der er ikke nogle yderligere oplysninger om, hvor slemt overfaldet var.
Samme bagmand
Nordsjællands Politi bekræfter overfor Ugeposten, at man allerede har anholdt en af overfaldsmændene.
Det drejer sig om en 17-årig dreng, der også er sigtet for overfaldet tidligere på måneden.
Han blev ifølge politiet anholdt foran en Lidl-butik i byen.