Hvis der var valg i morgen, ville rød blok overtage regeringsmagten fra trekløverregeringen, som blev præsenteret for syv uger siden.
Det viser en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.
De tre regeringspartier - Venstre, Liberal Alliance og De Konservative - vinder samme opbakning som ved valget i juni 2015. LA må dog afgive et enkelt mandat ifølge målingen.
Dermed ser det ud til at være regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, der bløder mandater til rød blok.
Der skal dog tages højde for den statistiske usikkerhed og stemmespild.
Nye Borgerlige modtager 1,2 procent af stemmerne, mens Kristendemokraterne modtager 0,6. De vil dog gå tabt, da det er under spærregrænsen på 2,0 procent.
Socialdemokratiet kan notere sig en opbakning på 27,4 procent. Det er en fremgang på 1,1 procentpoint i forhold til valgresultatet.
Oppositionspartiet cementerer altså sin position som Folketingets absolut største parti. På andenpladsen kommer Venstre med 19 procent.
Målingen bekymrer dog ikke politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).
- Det stod til at blive et ja til at ændre retsforbeholdet, et remain i Storbritannien, og at Hillary Clinton skulle vinde valget i USA.
- Det er fint, I laver jeres meningsmålinger, men I må ikke forvente, at jeg tager dem seriøst, siger han.
Den største tilbagegang siden valgresultatet rammer Dansk Folkeparti, der i efteråret har været ramt af beskyldninger om misbrug af EU-midler og kovending på Europol
Da partiet var på sit laveste i målingerne, kunne det mønstre 14,6 procent af stemmerne i slutningen af november, men opnår altså nu 16,9 mod valgresultatet på 21,1.
Liberal Alliance står til 6,5 procent af stemmerne mod valgresultatet på 7,5. De Konservative står til 3,4 procent, hvilket er det samme som valgresultatet.
Socialdemokratiet og de fire øvrige oppositionspartier får i målingen tilsammen 52,5 procent af stemmerne. VLAK og støttepartiet Dansk Folkeparti får 47,6 procent.
Enhedslisten er vokset til 9,8 procent mod valgresultatet på 7,8. Det ligger uden for den statistiske usikkerhed.
Voxmeters måling baserer sig på telefoninterview med 1030 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra 9. til 14. januar.
Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier er på plus/minus 2,7 procentpoint.
/ritzau/