Sygemeldte Nancy Winther kan nu ånde lettet op.
Københavns Byret har fastslået, at den 48-årige arkitekt blev udsat for uacceptable krænkelser, da en kommunal lægekonsulent nægtede at tro på, hun var for syg til at arbejde.
- Jeg er rigtig glad for, at kommunen nu helt klart har fået at vide, at den slags ikke er i orden. Det er jo enormt nedværdigende på den måde at opleve, at man ikke bliver taget seriøst, siger Nancy Winther til Avisen.dk.
Halvandet år uden indtægt
Nancy Winther blev i 2011 diagnosticeret med kronisk træthedssynddrom, en sygdom der gør, at hun lever med konstant træthed og er syg 80 procent af tiden.
Flere uafhængige speciallæger har vurderet, at Nancy Winther aldrig kommer til at passe et almindeligt arbejde.
Men den lægekonsulent, som Københavns Kommune havde bedt om at vurdere hendes sag, mente, at hun ikke reelt var syg og antydede, at sygdommen i stedet var psykisk betinget. Lægen henviste blandt andet i sin vurdering til, at en kvinde med samme symptom havde oplevet en mirakuløs helbredelse ved et vækkelsesmøde.
- Jeg var til en samtale med min sagsbehandler, som sagde, at de havde fået en vurdering fra lægekonsulenten, hvor der stod, at jeg ikke var syg. Sagsbehandleren mente på den baggrund, at der bare var tale om en "muskel, der skulle trænes", siger hun.
Efter samtalen fik Nancy Winther lægens erklæring med hjem, så hun kunne læse den.
- Det var her, jeg så formuleringen med, at der er set mirakuløs helbredelse. Jeg tænkte 'det kan da ikke være rigtigt', siger hun.
Efter lægekonsulentens vurdering røg Nancy Winther ud af sygedagpengesystemet, og måtte leve i halvandet år uden indtægt. I den tid blev hun forsørget af sin mand.
Behøver ikke længere frygte mistro
Nancy Winther gik til sin fagforening, og efter et langt sagsforløb havnede sagen hos Københavns Byret.
I denne uge slog retten fast, at lægekonsulenten burde have indset, at der var tale om "grove gentagne retsstridige krænkelser af sagsøgerens ære" og tilkendte Nancy Winther 5000 kroner i erstatning.
Det har været en lang vej til den dom.
- Jeg har været vred, ked af det, chokeret og skuffet over det forløb, jeg har haft undervejs i min sygdom. Det har taget hårdt på mine kræfter, at det har været nødvendigt at skulle slås så meget, og det har også haft konsekvenser for min familie, fordi jeg simpelthen ikke har haft kræfter til at være der for dem.
Alligevel er Nancy Winther glad for, at hun holdt på sit.
- Det handler ikke så meget om erstatningen, som om princippet. Det er en lettelse, at det nu kommer til at stå i sagsmapperne, at jeg faktisk er syg, så jeg ikke behøver at frygte at blive mødt med mistro, hver gang jeg skal snakke med en kommunal sagsbehandler, siger Nancy Winther.
- Jeg håber, det også kan være med til at vise andre, at det betaler sig at være vedholdende, hvis man ikke bliver behandlet anstændigt, tilføjer hun.
Kommune: Meget beklagelig sag
I Københavns Kommune beklager kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Inger Suppli sagen.
”Det er afgørende, at alle borgere behandles med respekt. Ordentlig behandling og kommunikation er faktisk både en del af vores strategi og handleplan. Sagen er derfor meget beklagelig, og er på ingen måde et udtryk for, hvordan BIF (Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, red.) normalt arbejder eller ønsker at arbejde.”
”Dog er vi som offentlig myndighed nødt til at prøve en sag ved retten, når det handler om at udbetale skatteborgernes penge i en principiel sag, hvor vi ikke var enige i, at det skulle udløse økonomisk godtgørelse. Nu er der kommet en afgørelse. Den tager vi til efterretning. Vi kan konstatere, at godtgørelsen er blevet sat betydeligt ned, og vi håber, at denne meget ærgerlige sag hermed er afsluttet,” siger Inger Suppli i en skriftlig kommentar til Avisen.dk.