Susanne pendler i timevis: Vil ikke undvære kollegerne
Susanne Pedersen bor i Stege på Møn og pendler to en halv time hver dag til sit job som HT-buschauffør. Hun kunne nok få et job i lokalområdet, men foretrækker at blive sammen med sine kolleger og de passagerer, hun efterhånden kender.


Danskerne gider ikke bruge ret lang tid på at pendle, lyder konklusionen i en ny undersøgelse, der viser, at 67 procent af danskerne bruger under en halv time på at komme på job.

LÆS OGSÅ: Udkantsfiasko: Vi pendler max 30 min til arbejde

Det gælder dog ikke 54-årige Susanne Pedersen. Da hun flyttede til Møn for 13 år siden, valgte hun at beholde det job som HT-buschauffør, hun har haft i 31 år.

- Jeg har jo kørt derinde altid, og jeg ville gerne fortsætte sammen med mine kolleger, men også med passagererne. Dem får man jo også et forhold til efterhånden. Man lærer dem at kende og siger hej og godmorgen, du ved. Det betyder meget, fortæller Susanne, der sidder bag rattet på linjerne 250S, 5A og 14.

Væk fra 8.30 til 20

Susanne Pedersen har været lagerarbejder, arbejdet for Kodak, Premier is og har med egne ord “knoklet siden hun var 10.” Men det bedste job har været jobbet som HT-chauffør.

Derfor kører Susanne Pedersen hver dag fra sit hjem i Stege til Avedøre Holme. Hun starter bilen, når den mest heftige morgentrafik har lagt sig ved 8.30-tiden, og er hjemme igen klokken 20 om aftenen.

De to en halv times pendlertid bruger hun altid på at høre radio.

- Jeg hører P4, der er så meget godt om formiddagen. Jeg hører blandt andet et program om sproget, noget om hvordan man bruger ord i forskellige sammenhænge. Og så er der også trafikradio, den er jo vigtig. Det behøver ikke være spildtid, for herhjemme hører vi ikke radio, det kan jeg så gøre i fred og ro i bilen, siger Susanne Pedersen.

Kollegaerne er afgørende

Hun er mor til fem. To af børnene på 10 og 12 bor stadig hjemme. De har vænnet sig til, at mor ofte kommer sent hjem.

Susanne siger, at hun selvfølgelig “godt kunne bruge noget mere tid hjemme” og da også har overvejet at søge et job på den lokale busrute.

Men hun har alligevel holdt fast i jobbet i København og vil fortsat gøre det. Lønnen er højere i hovedstaden, men det er især kollegerne, der betyder, at hun vil fortsætte med at pendle.

- Det betyder jo alt at have et godt forhold til sine kolleger. Jeg har været igennem mange ting, og har fået rigtig meget støtte og opbakning fra dem. Vi går ud og spiser sammen cirka hver anden måned og har et virkelig godt kammeratskab, siger Susanne Pedersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.