Udkantsfiasko: Vi pendler max 30 min til arbejde
Det er ikke afgørende, hvor langt vi har til arbejde, bare det ikke tager mere end 30 minutter at komme dertil. Derfor er det nødvendigt med bedre transportmuligheder i yderområderne, hvis man vil skabe arbejdspladser, lyder det fra Dansk Erhverv.
30 minutter bag rettet er, hvad de fleste dansker orker, når de skal på arbejde.
30 minutter bag rettet er, hvad de fleste dansker orker, når de skal på arbejde. Colourbox/Arkiv


Skal man investere i jyske motorveje, som få kører på? Ja, lyder det fra transportekspert og Dansk Erhverv.

I hvert fald hvis der skal gang i Udkantsdanmark. For at skabe nye arbejdspladser i provinsen, kræver det gode transportmuligheder, der gør det attraktivt for virksomheder at slå sig ned.

Dårlige togforbindelser eller kø på motorvejen gør nemlig, at danskerne skal bruge over en halv time på at komme på job, og så begynder de at kigge sig om efter et nyt arbejde eller en bopæl tættere på det nuværende arbejde.

En ny undersøgelse, lavet af Norstat for Dansk Erhverv, viser, at 67 procent af danskere i arbejde bruger under en halv time på at komme på job.

- Det tyder på, at afstanden ikke er altafgørende, når vi vælger job. Tiden, der bruges på at komme på arbejde, er en vigtig faktor, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk.

Han peger på, at tiden er knap for de fleste danskere, der arbejder, og derfor er det de færreste, der bryder sig om at pendle i lang tid.

- Hvis der ikke er arbejde tæt på bopælen, flytter man enten job eller bopæl, siger Jesper Højte Stenbæk.

En tidligere undersøgelse fra Norstat viser, at de fleste danskere når smertetærsklen, når der er en times transport til arbejde.

43 procent svarer i undersøgelsen, at de vil vælge at flytte eller finde et nyt job, hvis pendlertiden kommer op på en time.

Og hensynet til medarbejdernes transportmuligheder er vigtigt, når virksomheder skal vælge placering.

Afgørende for virksomheder

- Der er ingen tvivl om, at fra virksomhedernes side, er tilgængelighed helt afgørende, når de skal skaffe arbejdskraft, fortæller transportekspert fra ingeniørvirksomheden Grontmij Brian Gardner Mogensen.

Hvis der ikke er et tilgængeligt vejnet i landets yderområder, vil virksomhederne altså ikke finde det rentabelt at slå sig ned, forklarer Brian Gardner Mogensen, der bliver bakket op af Dansk Erhverv:

- Når vi spørger vores medlemmer om, hvor de som virksomheder vælger at placere sig, så lyder det, at infrastrukturen er en meget stor del af beslutningsgrundlaget, fortæller Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.

Han peger på, at virksomheder lægger vægt på hurtig adgang til en motorvej eller togbane, når det gælder medarbejdernes muligheder for at komme til og fra arbejdspladsen.

Bussen er kørt, når toget ankommer

Dansk Erhverv peger på, at der bør investeres i danskernes transportmuligheder i provinsen.

- Det er klart, at hvis man satser på nye vejnet i stedet for at udbygge de eksisterende, ville det gavne landets yderområder. Men det er jo en prioriteringssag, siger Jesper Højte Stenbæk, der også efterlyser forbedringer i den kollektive trafik.

Her mener han, at der især er behov for bedre koordinering:

- Det går jo ikke, at bussen videre er kørt, inden toget triller ind på perronen, siger han.

Brian Gardner Mogensen mener dog, at den kollektive trafik i Danmark er rimelig god sammenlignet med andre lande.

- Vi er jo underlagt nogle regler om, at der er en social forpligtigelse for, at der kører busser selv i de mest tyndbefolkede områder, siger han.

Han peger også på, at den nye motorvej mellem Holstebro og Herning er et skridt i den rigtige retning:

- Den nye motorvej betyder, at man kan komme hurtigere fra a til b. Derfor vil flere måske vælge at tage arbejde, der ligger længere væk, fordi de hurtigere kan komme derhen, siger Brian Gardner Mogensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.