Byggefirmaet Barslund, der er en af de største jordentreprenører i Danmark, er gået konkurs.
Det fortæller det nordsjællandske firma mandag på LinkedIn.
- Det er med stort vemod, at vi må meddele, at Barslund per dags dato er erklæret konkurs, står der i LinkedIn-opslaget.
Barslund er grundlagt i 1980 og er en familieejet virksomhed.
På koncernniveau har Barslund omkring 470 medarbejdere, og sidste år havde koncernen en omsætning på små 900 millioner kroner.
Konkursen kommer, efter at Barslund tidligere har været faretruende tæt på en konkurs. Det fortalte Henrik Krabbe, der er administrerende direktør i Barslund, i sommer til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
En stribe kostbare tvister og et svensk motorvejsprojekt, som økonomisk var kørt helt af sporet, endte med at blive en rigtig dyr omgang for Barslund.
Bare sidste år tabte Barslund på koncernniveau små 190 millioner kroner. Året før var tabet små 50 millioner kroner.
For at få virksomheden på ret køl igen iværksatte selskabets ledelse en stor strategiplan. Det skete med støtte fra bankerne, der gerne ville holde hånden under entreprenøren.
Men det har altså ikke været nok for Barslund, som nu drejer nøglen om.
- Der arbejdes på højtryk for at finde en løsning, således at byggesager og medarbejdere kan fortsætte i et nyt regi.
- Indtil da vil al aktivitet på byggepladserne være sat på standby, skriver Barslund på LinkedIn.
/ritzau/