Stor pris går til forskning i aktive hjerner
Amerikanere og tyskere vinder The Brain Prize og en million euro for banebrydende forskning i hjerneaktivitet.
To tyske og to amerikanske forskere får den store dansk pris 'The Brain Prize' ffor deres forskning i hjerneaktivitet. De får overrakt prisen den 7. maj i København.
To tyske og to amerikanske forskere får den store dansk pris 'The Brain Prize' ffor deres forskning i hjerneaktivitet. De får overrakt prisen den 7. maj i København. Foto: VALENTE DITTE/POLITIKEN


Den danske hjerneforskningspris - The Brain Prize - på én million euro svarende til 7,5 millioner kroner deles i år mellem fire forskere.

Tyskerne Winfried Denk og Arthur Konnerth samt amerikanerne Karel Svoboda og David Tank får prisen for at have udviklet det såkaldte to-foton-mikroskop, der kan bruges til at se, hvordan hjerneceller taler sammen.

- De fire forskere har givet os opfindelser, teknikker og forskning, som er selve grundlaget for at forstå, hvordan den normale hjerne fungerer, og hvordan den tilpasser vores adfærd til foranderlige omgivelser.

- Vi kan nu studere den normale hjernes udvikling og prøve at forstå, hvad der går galt, når vi bliver ramt af ødelæggende sygdomme som Alzheimers og andre former for demens, siger professor Povl Krogsgaard-Larsen, der er formand for Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris.

Den revolutionerende teknologi, som de fire forskellige har bidraget til på forskellig vis, gør det muligt at se ind i hjernen på en levende mus.

Ved hjælp af koncentreret infrarødt laserlys kan de enkelte nerveceller belyses, så der fokuseres på et meget lille punkt i musens nervecelle, og dermed kan man se de elektriske og kemiske signaler, nervecellerne udsender. Det har man ikke kunnet før.

The Brain Prize blev indstiftet i 2010 og kaldes verdens største hjerneforskningspris på grund af det store beløb, der følger med.

Prisen overrækkes til de fire forskere af kronprins Frederik ved en ceremoni 7. maj i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.