Stor insulinnyhed forgylder Novo-aktionærer
Novo Nordisk er nu 92 milliarder kroner mere værd efter nyhed om et nyt forsøg på at få Tresiba godkendt i USA
Novo Nordisk-aktien er fredag steget 10,4 procent, hvilket har givet selskabet en større markedsværdi.
Novo Nordisk-aktien er fredag steget 10,4 procent, hvilket har givet selskabet en større markedsværdi. Foto: Pressefoto / Mogens Carrebye/NOVO NORDISK


Der har op til weekenden været stor interesse for Novo Nordisk-aktien efter torsdagens melding om, at selskabet igen vil prøve at få insulinpræparatet Tresiba godkendt i USA.

Fredag slutter aktien således med en stigning på 10,4 procent i kurs 369,70 kroner.

Dagens stigning på den københavnske fondsbørs gør selskabet 92 milliarder kroner mere værd.

Samlet set har Novo Nordisk nu en markedsværdi på 979,7 milliarder kroner, fremgår det af data fra Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.

På den måde er ikke der langt til, at selskabets markedsværdi passerer en billion kroner. For at det sker, skal Novo Nordisk-aktien op og runde en kursværdi på 382 kroner.

Nyheden om, at Novo genindsender registreringsansøgning for sit langtidsvirkende insulin Tresiba blev annonceret torsdag, efter at fondsbørsen i København var lukket.

For bare to år siden fik Novo Nordisk et nej fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, da man ansøgte om lov til at registrere insulinpræparatet i USA.

Frygten for bivirkninger betød, at Food and Drug Administration (FDA) i februar 2013 afviste at godkende Tresiba.

Men nye studier viser så tilpas gode resultater, at Novo Nordisk igen tror på muligheden for at få adgang til det lukrative amerikanske marked.

Som en af de absolutte sværvægtere i det danske eliteindeks, C20 Cap, har fredagens stigning hos medicinalselskabet været med til at trække det samlede indeks op i et plus på 2,6 procent.

Dermed er eliteindekset lukket i kurs 973,29, som er ny lukkerekord.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.