Da Halle Berry modtog sin oscarstatuette, var det Ivana Chubbuck, hun takkede fra scenen, og stjerner som Charlize Theron og Eva Mendes har lovprist hendes teknikker.
I denne weekend er den amerikanske skuespilscoach Ivana Chubbuck i Danmark for at afholde en masterclass i samarbejde med Panorama Agency, hvor 16 udvalgte skuespillere får lov at arbejde tæt sammen med hende, mens knap 100 af deres kolleger kigger på og lærer fra scenekanten.
Blandt de udvalgte denne gang er den garvede skuespiller Søren Pilmark, der dermed går i fodsporene på kolleger som Thure Lindhardt, Charlotte Munck og Anne Louise Hassing, der tidligere har arbejdet med coachen.
- Jeg arbejder ikke med begyndere, men kun med skuespillere, der allerede er etablerede. Mit job er at gøre dem bedre, ikke kun på scenen eller på lærredet, men også så de i fremtiden får bedre roller, forklarer Ivana Chubbuck.
Hendes måde for at få skuespillerne til at nå dertil, er at få dem til at åbne op for det, de går og gemmer allerdybest i sjælen.
- Mine metoder er baseret på adfærdspsykologi og antropologi. For de fleste af os gælder det, at vi gerne vil kunne se noget af os selv i de roller, skuespillerne portrætterer. At vi føler os forbundet til dem, forklarer Ivana Chubbuck og uddyber:
- Folk fortæller mig deres inderste, mørkeste hemmeligheder. Jeg hjælper dem til at dykke ned i deres allerinderste, ned i det, der virkelig skræmmer dem. Man kigger ofte på de ting med angst, men jeg har fundet en måde, hvor man kan kigge på det med glæde, fortæller hun.
Det er langt fra første gang, Ivana Chubbuck er i Danmark. Hvor hun nogle steder skal lære skuespillerne at spille mere med de tunge følelser, er det stik modsat, hvad hun oplever i Skandinavien.
- Her har skuespillerne en sans for at lade det mere dystre træde frem i deres skuespil. Det er sådan en Ingmar Bergman-agtig ting, tror jeg, denne her fremprovokering af indre angst, siger hun med henvisning til den ikoniske instruktør og hans arbejde.
- Det er et godt udgangspunkt, men der skal også være noget lys i det, ellers ender man med at gøre sit publikum deprimeret. De skal jo helst ikke have det værre, end de har i forvejen, når de går ud af biografen, siger hun og griner.
Også skuespillerne Vibeke Hastrup, der spiller med i den oscarnominerede danske kortfilm "Silent Nights" og Susanne Storm, der har spillet med i "Taxa" og "Klumpfisken", deltager i weekendens masterclass.
/ritzau/FOKUS