Stephen Wiltshire ser intenst ned på London. Han sidder i en helikopter, der flyver langs floden Themsen. Hans øjne scanner på få sekunder højhuse, færger på floden, kirker, vinduer og træer langs gaderne. Hans hjerne lagrer alle informationer.

15 minutter tager Stephens helikoptertur, der er arrangeret af tv-kanalen Channel Five. Bagefter går han ind i et rum med et fire meter langt lærred - og tegner på fem dage Londons skyline ned til mindste detalje. Han har ingen noter. Ingen fotos. Hans eneste redskab er hans blyant. Og hans fantastiske hukommelse.

Stephen Wiltshire er autist. Et handikap, der gør, at hjernen udvikler sig forkert og har svært ved at fungere i sociale sammenhænge. Stephen lider af en særlig form for autisme, der kaldes savant-autisme , der betyder, at han har en hukommelse som et kamera.

Hans tegning af Londons skyline er næsten lige så nøjagtig som et fotografi. Antallet af etager i højhuset Swiss Re Tower er fuldstændigt nøjagtigt, og højhusene langs Themsen er kopieret til mindste detalje.

»Stephen Wiltshires evner er ekstremt sjældne. Der findes måske en håndfuld autister, der kan det, han kan. Det er en fantastisk evne, men det er stadigvæk et handikap,« siger Jannik Beyer, der er leder af det danske Videnscenter for Autisme.

Stum som barn

33-årige Stephens historie er som taget ud af Hollywood-filmen Rain Man , hvor Dustin Hoffmann spiller en autist med exceptionel hukommelse.

Som barn var Stephen angst, fik hysteriske anfald og kunne ikke tale. Han blev diagnosticeret som autist, og som femårig kom han på specialskole. På skolen begyndte han at tegne. Først nøjagtige tegninger af giraffer og tigre, siden biler og til sidst bygninger.

»Jeg blev rolig af det, for så kunne jeg tegne og komme til fornuft,« fortæller Stephen på sin hjemmeside.

På skolen blev den stumme dreng kaldt Tegneren . Hans lærere begyndte at udnytte hans interesse for tegning til at lære ham at tale. Stephens første ord kom, da en lærer fjernede hans tegneredskaber.

»Papir,« råbte drengen, da læren havde fjernet det. Ordet var hans første nogensinde, og først som niårig kunne Stephen ytre sine første sætninger.

Tegninger til tusinder

I dag er Stephen Wiltshire berømt. Han har sit eget galleri i London, som hans søster hjælper med at administrere. Hans detaljerede tegninger af Times Square eller Picadilly Circus sælger for tusindvis af kroner, og det store panoramabillede fra helikopterturen over London koster 115.000 kroner.

Men han er stadig autist. Under sine sjældne interview går han nogle gange i stå, må holde sin søster i hånden, og han kan ikke lide at se folk i øjnene. Han tegner også mennesker, men aldrig live .

»Jeg ser dem på fjernsynet,« lyder hans stille forklaring, da en journalist fra Daily Mail spørger, om Stephen bruger levende modeller.

Husker telefonbøger

Forskerne ved relativt lidt om, hvorfor nogle autister udvikler ekstreme evner som Stephens. Personer med autisme har generelt svært ved at sortere og fortolke informationer, og mens de fleste bliver overvældet af virkelighedens mange indtryk, kan nogle få rumme informationerne.

»Vi andre fortolker hele tiden indtryk. Når vi ser et glas fra siden, ved vi godt, at det er rundt i toppen, selvom det ser ovalt ud fra siden. Autisten tror måske, at glasset ikke længere er rundt. Men nogle få autister har hjernekapacitet til at rumme alle de usorterede indtryk og kan for eksempel tegne som Stephen Wiltshire,« siger Jannik Beyer, der også nævner autister, som kan huske hele telefonbøger.

»Men selvom de kan alle numrene, kan de ikke nødvendigvis regne ud, hvem de skal ringe til, hvis de har et problem.«

»Jeg glemmer aldrig«

Stephen Wiltshire fortsætter sit job som menneskeligt kamera. Sidste uge var han i ørkenbyen Dubai for at tegne dens skyskrabere efter en lignende helikoptertur.

Overskuddet fra Dubai-tegningen går til forskning i autisme. Og Stephen Wiltshire undskylder på forhånd over for en lokal avis, hvis tegningen ikke bliver helt, helt nøjagtig:

»Jeg glemmer aldrig, hvad jeg ser. Men nogle gange står det ikke helt klart i mit hoved, fordi jeg kun har få sekunder til at absorbere synet.«