Radikale Venstre bakker op om at forbedre de studerendes økonomi, men holder fast i ikke at betale deres egne praktikanter.
- Jeg er skuffet, og jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke går forrest her, siger Lea Friedberg, der er forkvinde for Dansk Magisterforbunds studerende, om partiet Radikale Venstres brug af praktikanter på Christiansborg.
Tidligere på året vedtog et bredt flertal i Folketinget - herunder Radikale Venstre - at det skal være lovligt for virksomheder at belønne studerende i praktik med op til 3.000 kroner om måneden som supplement til SU’en.
Muligheden for den økonomiske erkendtlighed skal hjælpe de studerende i fuldtidspraktik med at få økonomien til at hænge sammen.
Men selvom Radikale bakkede op om muligheden for at belønne praktikanter økonomisk, da loven skulle vedtages, er det ikke noget, de selv vil gøre brug af.
Ærgerligt
Lige nu søger partiet praktikanter på fuldtid til deres organisationsteam, presseteam, kampagne- og kommunikationsteam og politikudviklingsteam på Christiansborg. Stillingerne, der er tænkt til universitetsstuderende, er ulønnede.
De bekræfter Radikale Venstres organisationschef, John Bo Northroup, over for Avisen.dk.
Han forklarer, at Radikale Venstre ikke har planer om at give praktikanterne den økonomiske erkendtlighed, som partiet stemte for i sin tid, da praktikanterne vil modtage SU under deres praktikforløb.
Artiklen fortsætter under tweetet.
Lea Friedberg, der er forkvinde for Dansk Magisterforbunds studerende, mener, det er ærgerligt, at Radikale Venstre ikke støtter op om et forslag, de selv har været med til at få igennem.
SU er ikke nok
- Vi var jo rigtig glade, da loven blev vedtaget med et bredt flertal. Det er rigtig vigtigt, og noget vi kæmper for, at studerende bliver belønnet for den værdi, de skaber i deres praktikophold, siger Lea Friedberg.
Hun påpeger, at en økonomisk erkendtlighed til studerende er med til at sikre kvalitet og lighed i uddannelsessystemet.
- SU er ikke nok til at dække de økonomiske udgifter. På en almindelig studerendes SU-budget mangler der cirka 2.800 kroner om måneden. Og ved fuldtidsstillinger, som der er tale om her, er der altså ikke tid til at tage arbejde ved siden af, siger Lea Friedberg.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Radikale Venstre.