Spirende opsving rører endnu ikke ved tvangsauktioner
Antallet af tvangsauktioner er fortsat upåvirket af en bedring i økonomien, vurderer chefanalytiker.
Det danske opsving har endnu ikke kastet færre tvangsauktioner af sig, lyder det fra Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit Markets.
Det danske opsving har endnu ikke kastet færre tvangsauktioner af sig, lyder det fra Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit Markets. Foto: Colourbox/S.GNATIUK


Selv om der bliver talt om et spirende opsving i den danske økonomi, så slår det fortsat ikke markant igennem på antallet af tvangsauktioner.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner således steget fra 268 i maj til 303 i juni, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Som vanlig er det dog vigtigt ikke at tolke for skarpt på de månedlige udsving i antallet af tvangsauktioner, bemærker Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit Markets.

- Ser vi i stedet på udviklingen gennem første halvår under ét har antallet af månedlige tvangsauktioner ligget nogenlunde stabilt omkring et niveau lige under 300 ejendomme, oplyser han i en skriftlig kommentar.

På den måde er der endnu ikke en situation, hvor bedringen i dansk økonomi, det massive rentefald og den tiltagende aktivitet på boligmarkedet har formået at mindske antallet af tvangsauktioner.

- Vi må således også konstatere, at opsvinget endnu ikke har kastet færre tvangsauktioner af sig, lyder det fra Tore Stramer.

Men antallet af tvangsauktioner reagerer normalt også meget langsomt på en bedring i de økonomiske nøgletal, påpeger chefanalytikeren.

Dertil kommer, at niveauet - trods en lang kriseperiode i dansk økonomi - fortsat må betegnes som forholdsvist lavt.

- Ser vi fremad, er det da også vores forventning, at antallet af tvangsauktioner så småt vil begynde at falde. Men der bliver tale om et beskedent fald.

- Den primære drivkraft bag det ventede fald i antallet af tvangsauktioner vil være en forsat fremgang i beskæftigelsen og handelsaktiviteten på boligmarkedet, siger Tore Stramer.

Det laveste antal tvangsauktioner, siden statistikkens start i 1979, var ifølge Danmarks Statistik i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden, mens det højeste var i 1990 med 1695 om måneden.

I 2015 ligger gennemsnittet indtil videre på 290 tvangsauktioner om måneden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.