Specialstyrker anholder tre IS-mistænkte i Slesvig-Holsten
Tre militante, der blev anholdt i tre forskellige flygtningecentre, havde måske forbindelser til Paris-angreb.


Tysk politi har anholdt tre formodede medlemmer af Islamisk Stat i Slesvig-Holsten, oplyser myndighederne til tyske medier.

- Ud over anholdelserne er der beslaglagt et meget omfangsrigt materiale, siger en talskvinde for det føderale tyske kriminalpoliti BKA ifølge den tyske tv-station ARD.

De tre mistænkte er syrere i alderen 17, 18 og 26 år.

- Ifølge foreløbige oplysninger har de anholdte forbindelser til angrebene i Paris i 2015, siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière ifølge dpa.

Indenrigsministeren siger, at der øjensynligt er tale om "en terrorcelle i venteposition."

Myndighederne mener, at mændene i november 2015 blev sendt til Tyskland af Islamisk Stat, og at de ventede på at modtage instruktioner til et forestående angreb.

Under politiindsatsen, hvor de blev anholdt, deltog 200 politifolk - heriblandt specialstyrker. En række boliger blev ransaget.

Foruden anholdelserne har politiet beslaglagt adskillige mobiltelefoner, harddiske og dokumenter.

De tre mænd er ifølge ARD blevet anholdt i tre forskellige flygtningecentre - i Ahrensburg, Gross-Hansdorf og Reinfeld. De ligger alle tre nordøst for Hamburg med kun få kilometers afstand.

Ifølge de foreløbige meldinger fra politiet skulle de anholdte være blevet udstyret med pas og penge samt mobiltelefoner med installerede kommunikationsprogrammer af IS.

Tyskland modtog i 2015 over en million asylansøgere. Mange af dem flygtede fra konflikten i Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.